Sparekassen Faaborg taber halv milliard

Sparekassen Faaborg har et underskud på 436,9 millioner kroner i 2012. Det er alvorligt, siger analytiker.

Sparekassen Faaborg har haft et elendigt 2012. Underskuddet lyder på 436,9 millioner kroner.

 

Det har banken netop offentliggjort i årsregnskabet.

 

- 2012 blev et udfordrende år for Sparekassen Faaborg koncernen, som følge af store nedskrivninger på udlån, står der i regnskabet.

 

I 2011 havde banken et overskud på 11 millioner kroner, men på grund af nedskrivninger på 481,4 millioner kroner i 2012, ser resultatet markant anderledes ud.

 

- Det er alvorligt. Men det er kun rigtig alvorligt, hvis de ikke er i stand til at opfylde deres egenkapitalkrav, siger analytiker Niels Jørgen Hansen fra Hansen & Nøttrup.

 

Det store underskud skyldes især store tab på ejendomsprojekter, og ifølge Niels Jørgen Hansen var det negative resultat forventeligt.

 

- De havde varslet det på forhånd. Det stemmer overens med de udmeldinger, der har været fra banken i løbet af året, siger Niels Jørgen Hansen.

 

Med underskuddet falder Sparekassen Faaborgs ansvarlige kapital mærkbart. Koncernens solvens falder fra 18,6 procent i 2011 til 14,3 procent i 2012. Falder solvensen til under otte procent, må banken ophøre.

 

 

Oversigt

    Oversigt