I det fynske folks tjeneste

Stigende smitte i Faaborg-Midtfyn: Timelange køer til test

Det stigende smittetal i Faaborg-Midtfyn kommune har fået borgerne til at valfarte til de mobile testcentre, hvor mange står i kø i flere timer.

Mange borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune må væbne sig med tålmodighed, hvis de vil testes.

Smitten stiger i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det kan også ses på de lange køer til de mobile testcentre.

De seneste tal viser, at Faaborg-Midtfyn Kommune kun overgås af Odense i antallet af smittede på Fyn. Incidenstallet er 25,3 torsdag formiddag, inden de nye smittetal kommer. Ligger tallet over 20, er det på sundhedsmyndighedernes overvågningsliste.

Onsdag sendte kommunen 400-500 kommunalt ansatte hjem, da der var konstateret smitte blandt 16 ud af 18 ansatte på seniorcenter Egebo i Kværndrup. 

Læs også Bekymrende smittestigning: Op mod 500 ansatte sendes hjem

Det stigende smittetal afspejler sig også i køerne til de mobile testcentre, der torsdag er placeret rundt omkring i kommunen. Her valfarter flere borgere til, og det giver timelange køer.

Timelang kø

I Kværndrup ved Superbrugsen har et ægtepar stået i kø længe, inden det snart er deres tur. 

- Selvom vi har stået her i godt og vel en time, så er det jo det værd. Jeg er over 80, så det er rart med en vished, siger Gunnar Christensen.

Lene Frederiksen på 72 år har ikke ventet længe, da hun er i risikogruppen med sclerose, og er blevet kørt op forrest i køen. 

Læs også Elev på Faaborg-skole testet positiv for coronavirus

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at smitten er kommet så tæt på. Det er rart at få en afklaring, siger hun og fortsætter:

- Jeg så det på Facebook. At køen er lang, må vi tage med. Der er kø helt ned bagved og ud i villakvarteret, siger hun og peger.

Flere steder er de mobile testcentre til stede i Faaborg-Midtfyn Kommune, blandt andet også ved sundhedshuset i Faaborg.