Stop for plejehjemsbesøg i Faaborg-Midtfyn: - Hun bliver ved at spørge, om det ikke snart er slut

Der indføres nu restriktioner for besøg på Faaborg-Midtfyns plejehjem. Det rammer Helle Tornøe Knudsen og hendes mor, som nu ikke længere må få besøg.

Mandag var Helle Tornøe Knudsen på besøg hos sin mor på plejehjemmet Humlehaven i Nørre Lyndelse. 

Det blev formentlig sidste gang i en periode, for Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder nu Faaborg-Midtfyn Kommune at lukke for besøg for at undgå yderligere smittespredning.

- Jeg sagde til hende, at der nok bliver nogle stramninger, men hun har lidt svært ved at forstå det. Hun bliver ved med at spørge, om det ikke snart er slut, men det er det jo altså ikke, siger Helle Tornøe Knudsen og fortsætter:

- Det er hårdt. Både for hende og for os andre. Nu havde vi lige vænnet os til, at vi måtte komme ind til hende, siger hun.

Påbud om at lukke for besøg

Mandag fik kommunen et egentligt påbud om at lukke for besøg på plejehjemmene

Det bekræftede Siggi Kristoffersen, vicekommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

- Vi har lige fået at vide fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at de senere i dag vil give os et egentligt påbud, som lukker plejehjemmene for besøg, forklarede han. 

Siggi Kristoffersen fortalte videre, at han ikke er overrasket over udmeldingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Styrelsen mener, at smitteniveauet er for højt, så nu lukker de midlertidigt, og vi ved ikke hvor længe endnu. Det bliver midlertidigt ligesom i foråret, så det er kun i den sidste fase af livet, at pårørende må komme ind på plejehjemmene.

Stigende smitte

Mandag var incidenstallet i Faaborg-Midtfyn Kommune steget til 81,5. Samtidig er yderligere to personer i kommunen testet positive for corona siden søndag. 

Dermed er 42 personer i kommunen testet positive inden for de seneste 14 dage. Det har resulteret i en markant stigning i incidenstallet i forhold til fredag, hvor incidenstallet lå på 64,1. Torsdag var tallet 52,5. 

Incidenstallet dækker over, hvor mange borgere, der er smittet per 100.000 indbyggere i kommunen de seneste syv dage. Kommuner, hvor incidenstallet stiger til over 20, kommer på myndighedernes observationsliste. Tallene opgøres af Statens Serum Institut. 

Med de tal kan Helle Tornøe Knudsen godt forstå, at der bliver lukket for besøg, selvom hun synes, det er hårdt.

- De er jo meget sårbare, så det er udmærket. Vi er nødt til at passe på allesammen, ellers får vi aldrig bugt med det her, siger hun.

Oversigt

    Oversigt