Sydfynsk by tæt på nedlukning: - Udviklingen er bekymrende

Smittetallene er den seneste uge steget i Faaborg-Midtfyn Kommune. Særligt i Faaborg er antallet "bekymrende højt".

Selvom antallet af smittede er faldet med tre i Faaborg-Midtfyn Kommune siden lørdagens coronatal, er det testkorrigerede incidenstal så højt, at det skaber bekymring i kommunen.

Det er særligt Faaborg, hvor flest er smittet, som trækker hele kommunen op på et testkorrigeretincidenstal på 54.

- Med den udvikling, vi har set den seneste uge, skal der ikke meget til, før vi kommer tæt på en ny lokal nedlukning i Faaborg. Det vil næsten ikke være til at bære, og derfor skal vi alle i den kommende tid gøre vores til at begrænse smitten, siger vicekommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune, Siggi W. Kristoffersen, i en pressemeddelelse.

Testkorrigeret incidens

Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed udstedt et besøgsforbud på alle kommunens sociale botilbud og plejehjem, hvor mindre end 80 procent af beboerne er færdigvaccinerede.

Alle plejehjem i Faaborg-Midtfyn har over 80 procent vaccinerede, men kommunens sociale botilbud på voksenområdet bliver ramt af et besøgsforbud.

15 smittede

Hele Faaborg-Midtfyn Kommune behøver ikke frygte nedlukning, men det kan hurtigt udvikle sig i sognene, ved vicekommunaldirektøren.

I Faaborg Sogn udløser 32 smittede inden for syv dage nedlukning. Efter at have ligget stabilt på cirka ti smittede er tallet i denne uge steget. Søndag er der konstateret 15 smittede i Faaborg Sogn inden for de seneste syv dage.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er det særligt to begivenheder – en børnefødselsdag og en sammenkomst blandt unge voksne – som har været genstand for ny smittespredning. En tredjedel af de smittede i kommunen er under 20 år. 

- Fra kommunens side vil vi holde meget nøje øje med udviklingen i de kommende dage, og vi fortsætter med at arbejde tæt sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed, siger Siggi W. Kristoffersen.

Mens kommunen overvåger udviklingen, vil Styrelsen for Patientsikkerhed sikre øget testkapacitet i den sydfynske by.

Oversigt

    Oversigt