Turistbranchen vil have afgiftslettelser

Det er dyrt at campere i Danmark, og derfor er der langt mellem campisterne - også på Fyn.

Nu beder branchen om færre afgifter og mindre moms for 50 millioner kroner, så campingpladserne kan konkurrere med kollegerne i udlandet.

Græsset skal slås og det er nemt at komme til her på Faaborg Camping - mange af gæsterne er nemlig kørt videre.

- De siger, det er alt for dyrt i Danmark. De tager videre til Sverige, for der er det bare billigere, siger ejer Torben Kærulff.

1.8 millioner færre overnatninger end i 2008 forventer campingrådet for indeværende sæson.

Det er på den baggrund, erhvervet beder om de samme lempelser, som konkurrenterne i nabolandene har.

- Vi betaler fuld afgift på den strøm, vi sælger til vore campinggæster. Der er fuld moms på alt, hvad vi overhovedet sælger til campisterne, i modsætning til både Tyskland, Holland og Sverige, siger Torben Kjærulff.

Campingpladserne får støtte fra oppositionen.

- Vi ønsker fra Venstre at styrke turistbranchen. Og det ønsker vi at gøre ved at afsætte 50 millioner kroner på finansloven, siger MF Jane Heitmann (V).

Jane Heitmann vil ikke udvide moms- og afgiftsfritagelsen til hele det danske erhvervsliv - men kun til turistbranchen.

De 50 millioner er det beløb, erhvervet selv vurderer, der skal til for at klare skærene.

- Jeg håber, at regeringen vil lytte, og jeg håber at regerinen forstår signalet. Ikke bare fra Venstre, men fra et samlet dansk erhvevsliv, siger Heitmann.

Regeringen vil ikke støtte én branche frem for andre

- Man hjælper sjældent et erhverv ved bare at hjælpe på kort sigt, og vi kan heller ikke subsidiere sådan en branche frem for andre brancher, siger SFs erhvervsordfører Annette Wilhelmsen.

I stedet mener regeringen, at en vej kunne være at sænke udgifterne - energi og vandbesparelser - konkurrenceevne gennem grønne tiltag.

- Noget der er rigtig tungt er for eksempel energi. Det er deres eludgifter, det er udgifter til vand og rensning af vand. Det skal vi prøve at se på. Hvordan kan vi gøre det bedre, siger Annette Wilhelmsen.

Oversigt

    Oversigt