Uerstattelige jagtstole stjålet fra Falsled Kro

To unikke Børge Mogensen jagtstole blev natten til onsdag stjålet fra Falsled Kro.

De to jagtstole har stået på Falsled Kro siden åbningen i 1971, og er en del af den første produktion af jagtstolene. Stolene, der nu er væk, er håndlavet i samarbejde med Børge Mogensen. 

- Det er helt ufatteligt ærgerligt, og der er ingen tvivl om at det er professionelle tyve der står bag. De har ikke taget andet, og de har vidst præcis, hvad de er gået efter, siger ejer og køkkenchef på Falsled Kro, Per Hallundbæk.

På auktion bliver denne type stole solgt for 175.000 kroner, og kan dermed samlet indbringe tyvene 350.000 kroner. 

Stolene var placeret foran den store pejs på Falsled Kro i stuen som gæsterne går i gennem på vej ind i restauranten.

- For os repræsenterer de mest af alt minder og de har meget stor affektionsværdi, så derfor er det en meget trist dag her på kroen, siger Per Hallundbæk. 

Tyveriet er meldt til politiet. 

 

 
 

 

Oversigt

    Oversigt