Uheld skyld i dødsfald

Det var et uheld, der i lørdags var skyld i, at en 46-årige mand fra Faaborg omkom under et teambuildingkursus ved Silkeborg. Han hang fast i et håndtag under springet, og ramte helikopterens meder inden han landede i vandet.

Det konkluderer Havarikommissionen for Civil Luftfart, ifølge Fyens Stiftstidende, i en endnu ikke offentliggjort rapport.
Havariinspektør Birger Kagan vil offentliggjøre rapporten i løbet af 14 dage.
Men allerede nu kan han give konklusionen:
- Vi har meget klare indikationer, der viser, at ulykken kun kan være sket på én måde, siger han til avisen.

Da faaborgenseren sprang ud fra helikopteren, havde han en såkaldt flydebøje i den ene hånd, og den var bundet fast til hans håndled med en snor.
Da manden sprang fra helikopteren viklede snoren sig rundt om håndtaget på sæde.
I stedet for at ryge ned i vandet, hang han fast i helikopteren, og han blev hvirvlet rundt i luften og slog sandsynligvis hovedet mod helikopterens landingsmeder, inden han faldt ned i vandet.
- En bule i hans venstre tinding tyder på, at han har været i berøring med helikopterens meder, siger Birger Kagan.

Derudover var håndtaget bøjet den forkerte vej. I stedet for at sidde parallelt med sædet, var det vredet den vej manden var faldet.
- Det tyder på, at der har været et meget stort pres på håndtaget. Ellers vil det ikke være vredet sådan rundt. Så jeg kan ikke forestille mig, at det er noget andet, der var skyld i lørdagens ulykke ved Julsø, slår Birger Kagan fast.

Oversigt

    Oversigt