Vandringer i påsken: Naturvejleder lærer journalist at tie stille i skoven

Hvordan kan naturen bruges som terapi? Det viser naturvejleder Emil Sanderhoff journalist Preben Dahl på den første af tre påsketure i den fynske natur.

I Fjællebro Skov stråler forårets solskin i brede striber mellem stammerne. 

Her skal naturvejleder Emil Sanderhoff lære TV 2 Fyns reporter Preben Dahl, hvordan skovens dybe stille ro kan give indre ro og forebygge stress.

- Meget af det kunne afhjælpes, hvis man brugte noget mere tid i naturen. I dag skal vi lave noget naturterapi, dig og mig, Preben, siger Emil Sanderhoff. 

Den første øvelse er at gå lydløst gennem skoven uden at mæle et ord. I stilhed bliver det ene ben sat foran det andet, mens de visne blade knaser og skovens fugle kvidrer i et væk. 

quote Du kan være Silverback, men jeg er høvdingen. Du skal bare finde ro i, at jeg leder dig afsted

Emil Sanderhoff, naturvejleder ved Naturama 

- Den er nu dejlig at gå i den her skov, den er godt nok noget helt for sig, udbryder Preben Dahl. 

- Preben, nu skal du være lidt stille, for vi skal gå stillegang, siger Emil Sanderhoff. 

Naturvejlederen forklarer: 

- Det har vi gjort i tusindvis af år, os mænd, når vi skulle ud på jagt. Vi kunne ikke gå og knævre dagen lang, vi var stille, så vi kunne fornemme skoven, så vi kunne se dyrene og måske høre og lugte dem. Hvis vi går og snakker, har vi fokus et andet sted.

- Men det er hyggeligt at gå og snakke, indvender journalisten. 

Så let er det ikke at rokke ved naturvejlederens plan. Øvelsen handler om at være stille, understreger han. 

- Nu skal vi skærpe sanserne lidt og være stille. I det her tilfælde er jeg høvdingen, som leder afsted gennem skoven. Du kan være Silverback, men jeg er høvdingen. Du skal bare finde ro i, at jeg leder dig afsted og så...

Preben Dahl afbryder: 

- Men hvis jeg ser et eller andet spændende, kan jeg så sige det? 

- Nej, du er bare stille, du ænser bare lige, svarer Emil Sanderhoff. 

I indslaget herunder kan du se, hvordan man ellers kan bruge naturen, og hvad Preben Dahl fik ud af at være stille i skoven.

Naturformidler Emil Sanderhoff giver tip til at bruge naturen.