Vandstanden topper fredag ved middagstid

Der er ikke udsigt til, at vandstanden stiger yderligere fra fredag middag. Fåborg og Aabenraa er værst ramt.

Det er formentlig stadig nødvendigt med gummistøvler i flere danske kystbyer, men DMI oplyser, at oversvømmelserne ikke bliver værre.

- Vandstanden topper fredag ved middagstid og vil formentlig falde i timerne efter, siger Thyge Rasmussen, vagtchef hos DMI.

Dermed kan berørte borgere i sydfynske og sønderjyske byer som Fåborg, Aabenraa og Kolding se frem til en weekend uden vaders.

Vandets vej mod himlen skyldes blandt andet det lavtryk, der torsdag skabte så voldsom vind, at Øresundsbroen måtte lukke. Det har medvirket til at sende massive vandmasser ind i den indre del af Østersøen.

Det skaber et stort pres på kysterne, hvilket har ført til oversvømmelser flere steder. Vandet har især hobet sig op i områderne syd for Lolland-Falster og Møn samt i Lillebælt og det sydlige Storebælt, oplyser DMI.

Ifølge Thyge Rasmussen var vandstanden højst ved Fåborg og Aabenraa fredag ved 11-tiden. Her havde vandet hævet sig henholdsvis 1,38 og 1,34 meter over normalt niveau.

Stormen, der rasede tirsdag aften og natten til onsdag, skabte forhøjet vandstand
ved vadehavet. Her nåede vandstand
en enkelte steder op til tre meter over normalen, uden at det dog skabte kritiske situationer.

Oversigt

    Oversigt