I det fynske folks tjeneste

Veteraner og unge bygger shelter for at styrke selvværdet

I en skov i Ringe bygger PTSD-ramte soldaterveteraner sammen med sårbare unge et shelter. Det er en del af Faaborg-Midtfyns projekt "Ud i naturen - ind i fællesskabet".

Shelteren i skoven i Ringe er første del af et længerevarende projekt. Foto: Ken Petersen

Otte sårbare unge fra Faaborg-Midtfyn Kommune har sammen med to soldaterveteraner med PTSD taget hul på et treårigt projekt, hvor de med idræt og træning i naturen skal styrke selvværdet og kompetencerne.

Læs også Stephanie cykler 2.100 kilometer for at hjælpe misbrugsfamilier

Holdet er i gang med at bygge et shelter fra bunden - alene med rafter, tov og pressening.

- Jeg kan dele ud af min livserfaring. Jeg kan dele ud af mine erfarinegr med, når tingene har været svære, og når livet giver modstand. Og så kan jeg fortælle nogle røverhistorier om, hvad jeg har lavet, siger veteranen Niels Riborg Kobberød.

Niels Risborg Kobberød er én af de to veteraner, der er med til at bygge shelter sammen med de sårbare unge mennesker. Foto: Ken Petersen

En af de unge, der er med til at bygge shelteret, er Sina Shahinfar - og han er inspireret fra start.

- Det er lidt fedt, fordi man lærer noget nyt om veteranerne og får nogle historier om, hvad de har lavet, siger Sina Shahinfar.

Det shelter, der bliver opført i en privat skov i Ringe, er en kopi af et shelter fra DR-programmet "Alene i Vildmarken".

Da TV 2/Fyn besøgte projektet onsdag var byggeriet foran tidsplanen, og man var allerede klar til at lægge tag på konstruktionen.

- I starten var de jo lidt nervøse og lidt tilbagetrukne, men de er blødt op, og der kører en god ping pong, fortæller Niels Riborg Kobberød, mens projektleder Lars Simonsen summerer dagene op:

- Det er helt fantastisk. Vi har hygget os. Der har været god stemning fra start af, siger han.

- De har brug for et boost

Shelteren er kun en generalprøve på det store projekt, som også kommer til at byde på eksempelvis cykelture og træklatring.

 - De kæmper jo med nogle ting. Mange veteraner har PTSD, og de unge mennesker er måske lidt tilbagetrukne og har brug for et boost. De har brug for at komme ud for at få nogle naturoplevelser og mærke noget glæde og noget styrke, så de kan føle, at de også kan noget, siger Lars Simonsen.

Om projektet

Projektet er døbt "Ud i naturen - ind i fællesskabet".

 

Soldaterveteraner og sårbare unge skal gennem fællesskab og oplevelser i naturen hjælpe hinanden med at komme videre.

 

Faaborg-Midtfyn Kommune har modtaget 2,1 millioner kroner fra kulturministeriet til projektet.

Se mere

Nyt byggeprojekt

Shelteret får lov at stå sommeren over og kan bookes online, mens projektet til efteråret byder på et nyt byggeprojekt. Her skal der efter planen bygges et klubhus, så fællesskabet kan fortsætte.

- Jeg vil gerne være med til at dele de her oplevelser med de unge. Det er fedt, det giver noget, siger Niels Riborg Kobberød.

Og noget har de unge fået ud af at bygge shelter hele dagen sammen med de to veteraner.

Sina Shahinfar var med til at bygge shelter onsdag i Ringe. Foto: Ken Petersen

- Vi er færdige nu, og vi er virkelig glade for det, siger Sina Shahinfar.

Shelteret indvies med overnatning.