Bonnesen om Bagenkop-fiskeriet: ’Det er sidste udkald’

Der skal gøres noget nu, hvis fiskerisamfundet i Bagenkop skal overleve. Det fastslår Venstres Miljø- og Fødevareordfører Erling Bonnesen.

I Bagenkop kæmper fiskerne for overlevelse, og mange fiskere har allerede fanget deres sidste fisk. Der skal gøres noget nu, hvis fiskerisamfundet skal bevares, mener Venstres Miljø- og Fødevareordfører Erling Bonnesen (V).

- Det er sidste udkald, hvis vi skal have sikret det lokale fiskeri i for eksempel Bagenkop og andre små fiskerihavne. Derfor er det meget vigtigt, at vi også kommer ind og får løsnet for de der ufatteligt snærende bånd, som er lagt lag på lag igennem mange år, siger Venstrepolitikeren.

Han vil tage kampen op for fiskeriet, og derfor kan fiskerne i Bagenkop forberede sig på snart at få besøg.

- Jeg vil tage initiativ til at holde et møde i Bagenkop og få samlet op på de her problemstillinger, siger Erling Bonnesen og fortsætter:

- Så vil jeg tage dem med mig i bagagen til mødet med ministeren, som jeg beder om at få nu, så vi kan få de her ting sat på dagsordnen, for det er sidste udkald.

Et helt tosset torskestop
Erling Bonnesen ser gerne at rammevilkårene for fiskerne bliver forbedret. Han mener, at der i dag er alt for snærende bånd i forhold til, hvor mange fisk fiskerne må fange.

- For eksempel er det jo helt tosset, at der er blevet lukket et større fiskeriområde for torsk lige uden for Bagenkop. Det går jo simpelthen ikke. Så der vil jeg prøve at få den sag taget op og så få den bragt til EU, som det jo handler om.

Er det overhovedet muligt for danske politikere at komme igennem med sådan en sag i EU, når de jo står for lovgivningen?

- Vi skal i hvert fald prøve på det. Og der har jeg da også en begrundet tro på, at sund fornuft det bør kunne vinde i sidste ende.

Han erkender dog, at der er langt fra den almene fisker til magthaverne i EU, der træffer beslutningerne.

- Der er simpelthen for lang afstand fra, at man står som fisker på sin kutter og ved, hvordan den praktiske hverdag er, og så til de skriveborde som er meget, meget langt væk.

Oversigt

    Oversigt