Jane Jegind: Fynboerne har krav på gode kulturoplevelser

Fynboerne har lige så meget krav på kultur, som resten af landet. Det siger Odenses Kulturrådmand Jane Jegind (V). Hun mener, der er en urimelig fordeling af museumsstøtte.

Der er stor forskel på, hvordan statens museumsstøtte er fordelt rundt om i landet. I Danmark er der 97 statsanerkendte museer, men de er altså støttet meget forskelligt.

Museerne i Storkøbenhavn, Sjælland, Lolland-Falster, Bornholm, Sønderjylland og Midtjylland får alle sammen cirka 80 kroner per indbygger i statstilskud. I den udregning er de store museer Nationalmuseet og Statens Museum for kunst ikke engang regnet med. 

Helt anderledes ser det ud på Fyn og i Nordjylland, hvor man er nede på 49 og 39 kroner per indbygger fra staten.

Den fordeling er Odenses By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) ikke tilfreds med.

- Københavns Kommune bruger 39 kroner per borger på kultur, mens vi i Odense bruger 166 kroner per borger på kultur. Det er vi nødt til på grund af den ulige fordeling af statsstøtten, siger Jane Jegind (V).

København skal ikke have færre penge
Københavns kulturborgmester Carl Christensen Ebbesen (DF) mener, at Københavns Kommune bør bruge flere penge på kultur, men han mener ikke, at Odense og Fyn skal have flere statspenge til museer på bekostning af andre kommuner som for eksempel København.

- Vi får så meget støtte i København, fordi vi har de ypperste kulturtilbud, siger Carl Christian Ebbesen.

Her kan du se, hvor meget støtte kommunerne selv giver til de statsanerkendte museer.
Her kan du se, hvor meget støtte kommunerne selv giver til de statsanerkendte museer.
Foto: TV 2/FYN Grafik

Kulturen får forskellige forudsætninger
Et eksempel på den ulige fordeling er, at Brandts i Odense får 2,2 millioner kroner i tilskud fra staten, mens Arken i Ishøj Kommune får 31 millioner kroner.

- Når de to museer skal holdes op på kvalitet og værdi, så er det altså væsentligt forskellige forudsætninger. Jeg synes faktisk, at fynboerne har lige så meget krav på at kunne få en god og flot kulturoplevelse. Det er jo derfor, vi giver så meget kommunal støtte, siger Jane Jegind (V).

Ifælge Jane Jegind har den ulige fordeling store konsekvenser for kommunerne.

- Det betyder, at der er mindre penge til for eksempel børnepasning. De penge kan Københavns Kommune jo bruge, fordi staten har betalt.

Ændring af støtten på vej
Kulturminister Mette Bock (LA) har for nylig fortalt, at museumsstøtten skal til forhandling til efteråret. Det er endnu uvist, om støtten bare skal omfordeles, eller om der kommer flere penge i puljen.

 

Her kan du se debatten fra Folkemødet, hvor Odenses kulturrådmand Jane Jegind diskuterer statsstøtte med Københavns Kulturborgmester Carl Christian Ebbesen.

Oversigt

    Oversigt