Bagenkop tager prisen: Fællesskab fejres med 50.000 kroner

TV 2-regionernes fællesskabspris går til de aktive ildsjæle i netværket "Bagenkop - altid i bevægelse". Nu skal Bagenkop dyste om at blive Danmarks mest fantastiske fællesskab.

Det aktive fællesskab "Bagenkop - altid i bevægelse" vandt fredag den regionale pris i TV 2/Fyns kampagne "Fantastiske fællesskaber". Med prisen følger en statuette og 50.000 kroner, som kan bruges til at styrke fællesskabet yderligere i Bagenkop. 

quote At Bagenkop snupper prisen er 100 procent fortjent.

Martin Mulvad Ernst, kulturredaktør, TV 2/Fyn

- At Bagenkop snupper prisen er 100 procent fortjent. De har gang i noget rigtig godt i Bagenkop, og deres unikke fællesskab er livsbekræftende. Det giver håb for alle os, der mener, at levende fællesskaber er vigtige, siger Martin Mulvad Ernst, fagredaktør for kultur og folketjeneste på TV 2/Fyn.

Mangfoldigheden blomstrer

Engagement og mangfoldighed har blomstret i siden marts måned, hvor TV 2/Fyn skød kampagnen "Fantastiske Fællesskaber" i gang sammen med de øvrige TV 2-regioner. Mere end 150 vidt forskellige fællesskaber har meldt sig til kampagnen, og efter en nomineringsrunde er ti fællesskaber blevet udvalgt til den regionale priskonkurrence.

TV 2/Fyn har produceret kampagnefilm om de nominerede fællesskaber, som er blevet vist på tv, og fællesskaberne er også blevet præsenteret på sociale medier. Til sidst har en åben SMS-afstemning afgjort sagen, og Bagenkop er altså løbet af med sejren.

Fællesskabet fejres

Prisen blev overrakt på Ådalscenen Kulturcenter i Gislev på Midtfyn fredag aften. Her mødtes repræsentanter alle ti fællesskaber til et arrangement med sang, musik og taler. Alt sammen med det ene formål at fejre fællesskabet.

Samtidig blev der sagt tillykke til de ni øvrige nominerede fællesskaber, som alle var kvalificerede til at vinde prisen, men som i sidste ende blev overhalet af ildsjælene fra Bagenkop.

De ni øvrige fællesskaber er: "We Enjoy" fra Vollsmose i Odense, Tommerup Motocross og Speedway Club, Strynø Kulturhus, SDU Vikings Cheerleaders, Ringes Brandmænds Aktivitetsklub, MG&BK United, Foreningen Lambda, Frivilliggruppen i Tvillingegårdens Venner og Cirkus Flik-Flak i Odense.

Bagenkop går videre

Nu går Bagenkop videre til landsfinalen, hvor fællesskabet får chancen for at vinde prisen som Danmarks mest fantastiske fællesskab og 100.000 kroner oveni de 50.000, som fællesskabet allerede har vundet. Landskampagnen finder sted fra 15. oktober til 3. november, hvor den nationale vinder findes ved en stor prisfest på Kulturværftet i Helsingør.

Kampagnen "Fantastiske Fællesskaber" gennemføres i et samarbejde mellem Danmarks otte TV 2-regioner, Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden.

 

 

Oversigt

    Oversigt