Martin Mulvad Ernst

Journalist

3. dec. 2024 kl. 6:00

Det tog et kvarter at overtage landmands jord - nu skal hele landet kopiere Assens-model

LYT
Del

Landmand Niels Christian Hansen har afgivet landbrugsjord for at give plads til mere natur.

Før var omkring ti hektar af hans jord ved Strandby Bæk ved Haarby dyrket intensivt med afgrøder som kartofler og løg. Nu er det et vildtvoksende og delvist oversvømmet engområde med græssende køer og naturstier med offentlig adgang.

Beslutningen om at tage jord ud af produktion har ifølge Niels Christian Hansen været en nem og hurtig beslutning, uden hverken ballade eller bureaukratisk bøvl:

- Der er ikke kommet nogen og sagt: Nu skal I det her, og nu tager vi jeres jord, hvad enten I vil det eller ej. I stedet har vi taget en snak om, hvordan vi kan se os selv i det, siger Niels Christian Hansen.

Aftalen om omlægning af Niels Christian Hansens jord er kommet i stand i en en slags lokal grøn trepart, forhandlet på plads over en kop kaffe med Assens Kommune og repræsentanter fra Landbrugsstyrelsen.

- Vi satte os ned, og det tog ikke mere end et kvarter eller en halv time, så var vi enige om, hvordan vi skulle gøre det, fortæller Niels Christian Hansen.

Omlægningen giver en årlig CO2-reduktion på 183 tons og reducerer samtidig udledningen af kvælstof til Helnæs-bugten, som Strandby Bæk har udløb til.

Inddragelse og dialog

Udover kaffe består opskriften på en hurtig og nem omlægning til natur af følgende ingredienser: Tidlig inddragelse og ligeværdig dialog.

- Det er nødvendigt med en pragmatisk tilgang. Vores oplevelse er, at vi med vores model får en bred tilslutning, hvilket højner muligheden for at gennemføre store og komplekse naturprojekter, siger Jannik Seslef, projektleder og naturmedarbejder i Assens Kommune.

Opskriften kaldes for Assens-modellen og vækker opsigt i brede kredse. Ikke mindst har man i Ministeriet for Grøn Trepart fået øje på den særlige fynske opskrift.

- Det, de har vist er, at ved at starte med at inddrage folk og drikke kaffe, inden man laver projektet, kan det faktisk lykkes, og det kan også lykkes hurtigere, end man ellers har kunnet, siger Jeppe Bruus (S), minister for grøn trepart.

DN: Bør være model for hele landet

Ifølge den netop indgåede grønne trepartsaftale skal der på landsplan tages mindst 400.000 hektar landbrugsjord ud af produktion. Med Assens-modellen og dialog-kaffe har man i Assens Kommune gennemført eller indgået aftale om omlægning af 2.300 hektar landbrugsjord, mens flere andre kommuner ikke for alvor har fået taget hul på opgaven endnu.

Den fynske natur-opskrift bør opskaleres og være model for hele landet, mener Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

- Kernen i den grønne trepartsaftale er, at den skal ud og fungere lokalt. Assens-modellen er en kæmpe inspiration, fordi den viser, at tingene kan vokse frem nedefra. Det kan give troen på, at den grønne trepartsaftale rent faktisk bliver til virkelighed, siger Maria Reumert Gjerding.

17. nov. 2024 kl. 17:03
Joakim Blomsterberg Olsen

Mor og hendes tre børn står med uventet problem efter voldsom brand

LYT
Del

En mor og hendes tre børn oplevede lørdag, at deres hus på Kirkevej vest for Haarby brændte ned til grunden, og de søgte midlertidigt ophold hos naboen.

Ejeren af huset, Jan Sigurdsson Villumsen, der er far og morfar til beboerne, har dog været nødsaget til at indlogere sine familiemedlemmer og deres hund på et hotel på egen regning.

- Jeg vil anbefale folk til at tjekke deres forsikringspolice grundigt, for der kan stå ting med småt, som man ikke regner med, siger Jan Sigurdsson Villumsen.

Genhusningen var ikke noget, hans forsikringsselskab kunne hjælpe med.

- Det kommer bag på mig, at der ikke er hjælp fra forsikringsselskabet til at få tag over hovedet efter branden. Det er åbenbart ikke en del af dækningen. Jeg har indtil videre betalt kontant for at sikre, at min datter, børnene og hunden kan være på et hotel i fem dage, siger Jan Sigurdsson Villumsen.

To heste og familiens kaniner døde i branden.

Læs også: Mor og tre børn redder sig ud af brændende hus
Gå tilbage Del
16. nov. 2024 kl. 12:32

Mor og tre børn redder sig ud af brændende hus

Morten Albek
Joakim Blomsterberg Olsen

En mor og hendes tre børn opdagede lørdag morgen, at der var brand i deres hus og laden ved siden af på Kirkevej vest for Haarby.

- Familien opdager selv branden og redder sig ud, siger vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss.

Familien slog alarm klokken 07.12, og da brandvæsenet kom frem kort efter, var der allerede voldsomme skader på både hus og lade, der er fuldstændig brændt ned.

To heste og nogle kaniner er døde i branden.

Brandårsagen er ukendt. Huset, der havde stråtag, lå ved siden af Dreslette Kirke. 

Kirkevej er lørdag formiddag fortsat spærret, da brandfolkene stadig arbejder på stedet. Branden er dog under kontrol. 

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her