- Skal jeg sætte det i relation til noget, vil mængden svare til en lille pansermine eller en mellemstor artillerigranat, Forsvaret bruger, har Peter Hald, der er sikkerhedsleder ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet, fortalt til Ekstrabladet.
Ved det første sprængningsforsøg den 29. december 2023 var 19 personer hjemme i opgangen, mens 25 personer var hjemme, da de tiltalte forsøgte at detonere bomben den 30. december 2023.
Handlede med kokain
To af de tiltalte blev anholdt kort efter det andet sprængningsforsøg, og anklageskriftet løfter sløret for, at politiet her gjorde en anden opdagelse.
Den ene tiltalte var i besiddelse af tre salgsposer med samlet 2,38 kokain, og ved en efterfølgende ransagning i Biskorup Havekoloni blev der fundet yderligere 24 salgsposer med samlet 19,08 gram kokain, samt 128,05 gram skunk. De to mænd var desuden i besiddelse af 6.000 kroner, som ifølge anklageren stammer fra salg af mindst ti gram kokain.
Sagen er planlagt til at starte ved Byretten i Odense den 24. februar klokken 9.30, og her vil anklageren kræve alle fire mænd udvist af landet. Fyns Politi har tidligere fortalt, at forbrydelsen har en straframme på fængsel på livstid.
- Det er en meget alvorlig sag, hvor mange menneskers liv har været bragt i alvorlig fare. Sagen har krævet en intensiv efterforskning, og det er på baggrund af dens resultater, at vi nu ser frem til at bringe sagen for retten, sagde specialanklager Daniel Dokkedal i forbindelse med, at tiltalerne blev rejst.