Harsk kritik af it-giganter: Monopol skruer priserne kunstigt i vejret

Mange flere smartphones, computere og tablets ville blive repareret, hvis ikke producenterne havde monopol på originale reservedele. Direktør efterspørger samme lov, som gælder i autobranchen.Nu går EU-parlamentariker ind i sagen.

 
 

Direktør kritiserer manglende lovgivning for reparation af it-udstyr. Det får nu EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S) til at tage sagen op med EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

quote Vi har simpelthen brug for mere konkurrence på det her område. Det har vi fået ind i bilindustrien. Det bør vi også få ind på alle mulige andre områder.

Christel Schaldemose (S), medlem, Europa-parlamentet.

Kritikken kommer fra direktøren for it-reparationsfirmaet iRep, der blandt andet har butik i Odense. Firmaet reparerer smartphones, bærbare computere og tablets i tusindvis.

Men de kunne reparere mange flere, hvis ikke originale reservedele både var dyre og i nogle tilfælde umulige at få fat i.

- Du har jo et kæmpe reparationsmarked inden for forbrugerelektronik, som slet ikke bliver indfriet, fordi det er producenterne, der fastsætter reservedelspriserne, som er ekstremt høje, siger Jakob Højland, direktør i iRep.

Det betyder altså ifølge Jakob Højland, at vi smider alt for meget it-udstyr ud, som kunne repareres, hvis bare reservedelene kunne skaffes til rimelig penge.

- Det er jo klart, at hvis en telefon har en værdi på markedet på mellem 1000 og 1500 kroner, og reservedelen koster det dobbelte, så er der jo ikke nogen, der vil gide bruge penge på at reparere den.

Hos uautoriserede it-værksted iRep efterspørger direktør ny lovgivning, så producenter af it-udstyr ligesom bilproducenter skal stille reservedele, manualer osv. til rådighed.

Ønsker lov strammet

Derfor efterspørger iRep-direktøren nu samme lovgivning som i bilbranchen.

- De uafhængige autoværksteder har jo ved lovkrav fra EUs side ret til både at købe diagnoseværktøjer og reservdele og alle de ting, de ellers har behov for for at kunne reparere en bil.

De EU-fastsatte krav til autobranchen trådte i kraft tilbage i 2010. Og de har øget konkurrencen og gjort reparationer billigere, fortæller Morten Skov Madsen, der forsker i genbrug og reparationer på Syddansk Universitet.

Det samme ville ske, hvis man indførte samme krav inden for elektronik- og it-produkter, mener han.

- Hvorfor er det sådan, at vi ikke stiller krav til, at vores elektriske udstyr kan repareres og vedligeholdes?

Han bakkes op af Forbrugerrådet Tænk, som længe har ment, at alt for få elektronik- og it-produkter reparares.

- Det er klart, at når producenterne har monopol på reservedele, så bliver det dyrere for forbrugeren. Det synes vi, at der skal laves om på, siger Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver med fokus på miljø og bæredygtigt forbrug hos Forbrugerrådet Tænk. 

Ifølge forbrugerrådets undersøgelser holder elektronik i dag i kortere tid end tidligere. 

- Der er en tendens til, at produkter ikke holder levetiden ud, og at det er svært at skaffe reservedele, når produkterne går i stykker, siger Vibeke Myrtue Jensen.

FRIT LEJDE: DONÉR DIT ELSKROT OG FORTÆL FORSKERNE, HVAD DET FEJLER

Schaldemose går til Vestager

I EU er parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S) enig med iReps direktør. Der er behov for lovgivning inden for reparation af forbruger-elektronik.

quote Hvis man går ind og simpelthen ved lov regulerer, hvad det skal være lovligt at tage for en reservedel, så vil du se et reparationsmarked, der eksploderer fuldstændigt.

Jakob Højland, direktør, iRep.

- Vi har simpelthen brug for mere konkurrence på det her område. Det har vi fået ind i bilindustrien. Det bør vi også få ind på alle mulige andre områder, siger Christel Schaldemose.

Hvorfor har EU så ikke for længst indført de samme regler for forbruger-elelktronik?

- Jamen det er også for dårligt. Jeg tror ikke, der har været så meget fokus på det, som der har været på bilbranchen. Men det er lige så vigtigt, for det handler om at sikre fri konkurrence.

Hos iRep mener direktøren, at krav om, at producenter skal stille reservedele, reparationsmanualer og lignende til rådighed, vil revolutionere reparationsmarkedet.

- Hvis man går ind og simpelthen ved lov regulerer, hvad der skal være lovligt at tage for en reservedel, så vil du se et reparationsmarked, der eksploderer fuldstændigt. Det vil have en kæmpe indvirkning på, hvad man kan reparere, og hvad der ikke kan betale sig, siger Jakob Højland.

Christel Schaldemose er angiveligt enig. Hun vil nu vende sagen med EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

- Jeg har et møde med Margrethe Vestager i næste uge, og der vil jeg rejse sagen og spørge, hvad hun har tænkt sig at gøre ved det her, om der er initiativer på vej. For jeg synes, vi skal skubbe det i den her retning, og jeg synes, det kræver, at vi handler lidt hurtigere, end vi har gjort hidtil, siger Christel Schaldemose.

Og jo før desto bedre, mener Jakob Højland. For alene hensigten om at leve mere bæredygtigt er sjældent nok, mener han.

- Der hvor bæredygtighed virkelig batter, det er, når det bliver kommercielt. Når der begynder at komme økonomi i det bæredygtige, så begynder det også at rykke på sig, siger Jakob Højland.

Oversigt

    Oversigt