Hjælp forskerne og vind en computer

Hvis du svarer på forskernes spørgeskema om genbrug af elektronik, så deltager du i lodtrækningen om fem nyrenoverede computere. Det sker i forbindelse med kampagnen Frit Lejde.

 
 

quote Vi vil gerne forstå muligheder og barrierer. Vi vil gerne vide, hvordan folk kunne se sig selv i et mere cirkulært system

Professor i cirkulær økonomi, Henrik Wenzel

Forskerne på Syddansk Universitet vil så gerne forstå, hvad der kunne få os til at genbruge mere af vores elektronik. I dag smider vi danskere i gennemsnit 24 kilo elektronik ud om året.

Derfor har de nu sat fem computere på højkant, som indgår i en lodtrækning blandt alle, der vælger at gå ind og udfylde deres spørgeskema.

- Vi vil gerne forstå muligheder og barrierer. Vi vil gerne vide, hvordan folk kunne se sig selv i et mere cirkulært system. Derfor er det så vigtigt for os, at så mange som muligt går ind og svarer på vores spørgeskema, siger professor i cirkulær økonomi, Henrik Wenzel, der er den primære drivkraft i projektet. 

Computerne i lodtrækningen er selvfølgelig ikke spritnye.

Men de er nyrenoverede fra det Aarhusianske firma Refurb, som lever af at købe og videresælge computere.

Refurb reparerer de brugte computere, renser dem for data, installerer ny software og udstyrer desuden computerne med den lovpligtige garanti.

FRIT LEJDE: DONÉR DIT ELSKROT OG FORTÆL FORSKERNE, HVAD DET FEJLER

Udfyld på nettet eller genbrugspladsen

Hvis du har lyst til at svare på forskernes spørgsmål, så klik her. Du kan også vente til weekenden.

Hjælp forskerne

Her er der i forbindelse med Frit Lejde-kampagnen stillet computere op på en række fynske genbrugsstationer. Her kan man over en kop kaffe sætte sig og udfylde spørgeskemaet.

På søndag giver en række fynske genbrugsstationer nemlig fynboerne Frit Lejde til at aflevere deres elskrot.

Frit Lejde er en kampagne i samarbejde med TV 2/Fyn og Syddansk Universitet. Frit Lejde finder i Svendborg, Faaborg og Odense sted om søndagen. I Assens afholdes aktionen lørdag.

Alle steder kan man i tidsrummet 10 til 16 komme og aflevere sine kasserede el-apparater. Det gælder både it-udstyr, telefoner, håndmixere, hårtrimmere og you name it.

Bare du ikke kommer med hårde hvidevarer. Dem vil forskerne ikke have.

Til gengæld er det lige meget, om din hårtørrer eller smartphone er gået i stykker. Det eneste forskerne vil bede om er en forklaring på, hvorfor man har valgt at skille sig af med det pågældende el-apparat.

Din data er sikker

I weekenden går det altså løs.

Og forskerne håber, at så mange som muligt benytter lejligheden til at få ryddet op i deres kasserede elektronik. 

- Når borgerne kommer og afleverer deres apparater, så beder vi dem udfylde et lille klistermærke, hvor de fortæller, hvad der er galt med apparatet. Hvis der altså overhovedet er noget galt. Vi ser jo ofte apparater på genbrugspladsen, som slet ikke fejler noget, siger Henrik Wenzel og fortsætter:

- Den data, vi håber at indsamle er helt ny i forskningen og kan hjælpe os med at forstå, hvad der får os til at kassere vores elektronik. 

Det er et mærkat som det her, man får udleveret, når man tropper op på en af genbrugspladserne i projektet. Man klistrer mærkatet på det apparat, man afleverer. Mærkatet angiver blandt andet, om apparatet overhovedet er i stykker. Foto: Kristian Wraae
Det er et mærkat som det her, man får udleveret, når man tropper op på en af genbrugspladserne i projektet. Man klistrer mærkatet på det apparat, man afleverer. Mærkatet angiver blandt andet, om apparatet overhovedet er i stykker. Foto: Kristian Wraae

Man kan donere sine el-apparater på fire fynske genbrugspladser. Find deres adresser i faktaboksen.

Alle afleverede apparater indgår i forskningen. Men de apparater, der stadig virker, bliver senere solgt på et stort loppemarked i Odense. Det finder sted 9. december fra klokken 10 til 14 hos Odense Renovation på Snapindvej 21 i Odense. 

Og står man med en computer eller telefon og frygter for sin datasikkerhed, så bare rolig, forsikrer Henrik Wenzel.

- Alle computere og telefoners data bliver slettet af et professionelt firma, inden de bliver sat til salg på loppemarkedet, siger Henrik Wenzel.

Overskuddet fra loppemarkedet går til den videre forskning i elskrot og cirkulær økonomi.

TV 2/Fyn og Syddansk Univeristet vil have fynboerne til at aflevere deres elskrot i nyt stort forskningsprojekt