Nyt samarbejde skal give elskrot nyt liv

Et nyt projekt mellem genbrugsvirksomheden ERP og Odense Renovation skal gøre det nemmere og mere effektivt at aflevere sit brugbare elskrot, som så kan sælges videre.

Et nyt projekt mellem genbrugsvirksomheden ERP og Odense Renovation skal gøre det nemmere og mere effektivt at aflevere sit brugbare elskrot. Genbrugsvirksomheden European Recycling Platform, ERP, aftager fladskærme fra genbrugsstationerne, sætter dem i stand og sælger dem igen til forbrugere. 

- Vi er bare vant til at smide det væk, siger Torben Frahm, der er direktør for ERP.

Langt det meste af det elektronik-skrot, som bliver afleveret på genbrugsstationerne, bliver til affald. Også selvom produkterne stadig fungerer.

- Hele processen i at teste, reparere og rengøre et produkt, der koster 300 kroner fra ny - inden vi har håndteret dét og fundet ud af, hvad der er galt, så har vi jo brugt, hvad det koster at købe en ny. Så derfor kan det simpelthen ikke betale sig, siger Torben Frahm.

Det er spild af ressourcer, mener direktøren for ERP, som varetager det elskrot, der bliver afleveret på genbrugsstationerne.

- Det kan faktisk godt lade sig gøre at købe en brugt vaskemaskine eller en brugt fladskærm. Og det virker fantastisk, siger Torben Frahm. 

Et nyt liv til elskrot

Derfor har ERP i samarbejde med Odense Kommune startet et projekt, hvor de indsamler fladskærme fra genbrugsstationerne. De har nemlig en værdi, der gør dem værd at reparere. 

- Fladskærme er et produkt, som sagtens kan genbruges, hvis det er blevet behandlet ordentligt, og der ikke er ridser og skrammer i det. Så vil det sagtens kunne skabe værdi et andet sted og få et andet liv, siger Torben Frahm.

- Begrundelsen for det er selvfølgelig, at det som nyanskaffelse er et dyrere produkt. Så er der også lidt mere plads til, at vi kan reparere og sørge for, at vi kan give en garanti på produktet igen, siger Torben Frahm.

Det er Odense Kommune, der stiller genbrugsstationerne til rådighed. Og her bakker man op om, at vi skal blive bedre til at genbruge. 

- For os drejer det sig om at genbruge så meget som muligt. Så det her er et projekt, der passer os ganske udmærket, i forhold til det opdrag vi har, siger Mette Lilholm Lorenzen, der er genbrugschef ved Odense Renovation.

Derfor har Odense Kommune ændret måden, man modtager fladskærme på genbrugsstationerne, så de ikke ender som affald. 

- Man har lavet et bord på de her genbrugsstationer, som vi modtager skærmene på, og så er det vores medarbejder, der sætter dem pænt på plads, sådan at de ikke tager ekstra skade, siger Mette Lilholm Lorenzen.

Skal gøres mere attraktivt

Projektet er en forsøgsordning, og der er stadig et stykke vej, før størstedelen af elskrottet kan blive genbrugt. 

- De billige produkter, som kommer på markedet, som for eksempel en føntørrer - dem er det ikke rentabelt at reparere og teste på, siger Torben Frahm.

Erik Skov Madsen er lektor ved Institut for Energi og Innovation. Også han ser en tendens til, at producenterne går mere op i billig pris end mulighed for genanvendelse. 

- Det (el-produkter, red.) er designet til, at vi kan fremstille det billigt og hurtigt. Det er der rigtig meget forskning i - at fremstille. Men at adskille tingene, det er det, vi har arbejdet med. Hvordan kan vi adskille det og reparere det? Det er minimalt, hvad der laves af forskning på det område. 

Hvis der i fremtiden skal genbruges mere af det elskrot, der bliver afleveret, kræver det ifølge både Erik Skov Madsen og Torben Frahm, at man gør det mere attraktivt at købe brugte varer. 

- Det kræver en mental ændring, hvis man skal designe noget, så det er til at reparere, eller designe noget, så det er til at vedligeholde, siger Erik Skov Madsen.

- Jo højere kvalitet produktet har, jo større chance er der for, at det kan blive genbrugt igen, og at der er interesse for at bruge det igen, siger Torben Frahm. 

Oversigt

    Oversigt