På søndag: Gå juleamok i brugte computere og telefoner

66 computere, 15 smartphones, et hav af fladskærmsfjernsyn, mikrobølgeovne og cd-afspillere. Det er blot en lille del af alt det, forskerne bag kampagnen Frit Lejde for Elskrot sælger på auktion på søndag.

 
 

Har du endnu ikke fået købt de sidste julegaver? Så skal du måske slå vejen forbi Odense Renovation på søndag.

Her er der nemlig basis for at gøre et kup.

Kampagnen Frit Lejde for Elskrot samlede kasserede el-apparater ind i to uger. 1.600 styk donerede fynboerne i alt. Og til forskernes store overraskelse virkede 80 procent af apparaterne stadig.

Derfor bliver apparaterne nu solgt på en auktion i Odense.

Det sker på søndag klokken 11-14 hos Odense Renovation på Snapindvej 21 i Odense. 

Og selvom auktionen måske blot lyder som et ekstra lag glasur på et veloverstået forskningsprojekt, så er salget af apparaterne faktisk en integregeret del af forskningsprojektet.

- Vi vil jo gerne se, hvor mange der er interesserede i det her. Hvor mange der kommer, hvem og ikke mindst, hvad de vil give for det. Hvor stor genbrugsværdi har de her produkter egentligt?, siger Henrik Wenzel, professor i cirkulær økonomi på Syddansk Universitet og idémand til Frit Lejde-kampagnen.

Det er altså ikke det rene skrald, der bliver solgt på Frit Lejde-auktionen søndag. Man kan blandt andet byde på 66 computere og 15 smartphones. Al data på telefoner og computere er i øvrigt slettet af professionelle.

Forskerne bag Frit Lejde ønskede at undersøge, hvor meget elektronik der egentligt stadig virker, når vi kasserer det.

Statistikken siger, at vi danskere i gennemsnit smider 24 kilo elektronik ud om året. Og formodningen inden kampagnen var, at meget af det, vi kasserer, stadig virker fint.

Selvsagt en unødig belastning for klimaet. 

Frit Lejde handlede med andre ord om at identificere barrierer og muligheder for at øge genbruget af elskrot.

Nu ved forskerne, at vi har apparaterne, og at mange af dem stadig virker, når vi smider dem ud. Nu vil de gerne vide, om der er et marked for at sælge brugte el-apparater.

Og det skal auktionen søndag altså opklare.

Genbrugschef er spændt

Også hos Odense Renovation, der har været med i forskningsprojektet, er de spændt.

For genbrugschef i Odense Mette Lorenzen bliver antallet af fremmødte søndag en prøveballon på, om det overhovedet kan betale sig at genbruge mere elektronik.

- Vi håber, at der kommer rigtig mange, fordi det er jo også en del af det her projekt. At teste om der er nogen, der vil købe nogle af de her produkter, siger Mette Lorenzen.

For eksempel arbejder flere kommuner med muligheden for at etablere genbrugsbutikker i forbindelse med deres genbrugsstationer. 

For få uger siden meldte borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), ud, at Odense også undersøger mulighederne for en genbrugsbutik.

FRIT LEJDE: DONÉR DIT ELSKROT OG FORTÆL FORSKERNE, HVAD DET FEJLER

Fem computere på højkant

I første omgang skal fremmødet søndag dog kaste lys over, om der overhovedet er et marked for brugt elektronik.

quote  Vi håber, at der kommer rigtig mange, fordi det er jo også en del af det her projekt. At teste om der er nogen, der vil købe nogle af de her produkter.

Mette Lorenzen, genbrugschef, Odense Renovation.

- Vi ved det jo ikke. Vi ved ikke, om der kommer to, eller der kommer 1000, siger Mette Lorenzen.

Auktionen afholdes søndag fra 11-14 på Snapindvej 21 i Odense. Alle er velkomne. Der er æbleskiver, og det er gratis at komme ind.

Det er også på søndag, der bliver trukket lod om fem nyrenoverede computere fra computerrenoveringsfirmaet Refurb.

Med i lodtrækningen er de cirka 600 fynboer, som har taget sig tid til at svare på forskernes spørgeskema.

Oversigt

    Oversigt