
Tobias Slotsager udgik i træningskampen efter 14 minutter. Formentlig med den gamle skade fra efteråret, der tilsyneladende er brudt op igen, lyder det.
På grund af regler om GDPR, kan sportsdirektør Troels Bech ikke udtale sig om skadens alvorlighed overfor TV 2 Fyn. Men han fortæller, at klubben er ved at afdække, hvor lang en tidshorisont, Tobias Slotsager er ude.
- Desværre nok så længe, at det har indflydelse på hans opstart, siger Troels Bech.
For nyligt kom det frem, at flere udenlandske klubber viser interesse for Slotsager, og om det siger Troels Bech.
- Jeg ved ikke, hvad det betyder for andres interesse. Men det værste scenarie er, hvis han har en lang skadesperiode hos os, og andre venter med at tage ham til sommer, hvor han kan fås gratis. Så mangler vi en spiller ind til da, og samtidig en potentiel transfer, vi ikke får. Men som jeg har sagt, det ændrer ikke overordnet på, at vi gerne vil forlænge med Tobias.
OB spiller igen torsdag, hvor det heller ikke forventes, at Slotsager er kampklar.