1. maj: Læs Vilhelmsens tale

SF's formand Annette Vilhelmsen bor i Kerteminde, men besøger ikke Fyn på første maj. Du kan til gengæld læse hendes tale til københavnerne her.

I dag er en særlig dag ? en historisk dag. Arbejderbevægelsens internationale kampdag. En dag, hvor progressive kræfter samles.

Jeg vil ikke stå her foran Jer og synge en sang fra de varme lande om, at iih-jo ? det går bare strygende og der leveres solid venstrefløjspolitik hele vejen rundt.

For sådan er det jo ikke!

Jeg forstår godt, at gode folk mener, at prisen for regeringsmagten nogle gange kan være for høj. Men jeg er ikke enig. Det er bedre med SF i regering end SF udenfor regering. Vi trækker regeringen til Venstre.

På det seneste har der været diskussion om ?Den danske model? ? en diskussion som kommer helt naturligt i forbindelse med en stor arbejdskonflikt.

Lad mig slå fast. Den danske model lever ? og det skal den blive ved med.

Sidste onsdag besluttede regeringen at gribe ind i lærerkonflikten. Det gjorde vi ikke med let hjerte. Men det begyndte at stramme til ? skadevirkningerne på folkeskolen og andre steder, herunder AMU-systemet og SoSu-skoler, var ved at blive store, eleverne led og var usikre på deres eksamener? og ingen troede på, at parterne kunne blive enige.

Så selvom det var en tung beslutning, så var det en rigtig beslutning. Men det skal aldrig blive en rutinesag for en rød regering at gribe ind i faglige konflikter.

Indholdet i indgrebet har der naturligt nok været debat om. Jeg mener, at vi fandt en balanceret løsning, der tog hensyn til begge parter. Lærerne får ikke det grænseløse arbejde, som de frygtede. Der bliver tillæg for skæve arbejdstider, klare regler for hvornår man skal have overtidsbetaling, et krav til skolelederne om at planlægge, så mest mulig af arbejdstiden ligger samlet og på hverdage.

Det er ikke ?grænseløst? arbejde.

Lærernes 60-års regel bliver afviklet, men med en lang overgangsperiode og fuld lønkompensation.

Og lærerne har beholdt muligheden for at lave lokalaftaler, som de var meget optaget af under konflikten.

Jeg ved, at mange lærere er utilfredse. Men påstanden om at lærerne ingenting fik, er jeg ikke enig i.

Det er en hjertesag for mig, at Folkeskolen forbliver en grundpille i vores samfund. Danmark er et forholdsvis lige land, men det er stadig langt sværere for børn af ufaglærte at få en uddannelse end for akademikerbørn.

Vi skal gøre mere ved den negative sociale arv. Der skal mere undervisning og mere alsidig undervisning til, hvis alle børn skal forlade folkeskolen med gode evner og lige muligheder.

For mig er det et kerneformål med regeringens folkeskolereform. For første gang står vi med en reform i hånden, som sætter fokus på social mobilitet. Det er afgørende, at den kommer til at virke, og vi ved jo alle, at lærerne er helt afgørende for at det også kommer til at ske.

Derfor vil jeg påtage min del af opgaven for at få et godt samarbejde med lærerne igen ovenpå den ret barske konflikt, vi har været igennem - vi skal sammen komme videre.

Jeg har hørt, at Claus Hjort Frederiksen og Venstre drømmer om tyske lønninger i Danmark.

Men de glemmer at fortælle, at på fx slagteriet i Essen er ? i følge fagforbundet NNF - omkring 70 pct. af de ansatte hyret på midlertidige kontrakter til en løn på under 40 kroner i timen.

Det tyske arbejdsmarked er skarpt opdelt mellem dem på ordnede vilkår, og så dem helt uden overenskomster.

Jeg savner svar på, om de borgerlige ønsker udenlandske kolonnearbejdere i Danmark, som kan trykke de danske lønninger ned til 40 kr. i timen?

Det er helt og aldeles uholdbart. Vi skal stå vagt om de danske løn- og arbejdsvilkår.

Det kræver stærke og rigtige fagforeninger ? og ikke gule forsikringsselskaber, eller hvad man nu skal kalde dem. Derfor er jeg også glad for at stå her i dag og se faner med den rette farve.

Regeringen har gennemført en række tiltag, der styrker kampen mod social dumping ? vi har styrket registreringen af udenlandske tjenesteydere, øget brugen af arbejdsklausuler i udbud, styrket indsatsen mod ulovlig cabotagekørsel, og når det offentlige afgiver ordrer, så skal de inkludere sociale klausuler om f.ex praktikpladser i deres udbud eller forklare hvorfor de ikke gør det.

Det sidste giver gode muligheder for, at ikke mindst fagbevægelsen og pressen kan stille de ansvarlige til regnskab.

For vi har stadig et stort og uløst praktikpladsproblem, som rammer mange af vores unge. Regeringen har gennemført en række tiltag for at afhjælpe problemet ? for eksempel de sociale klausuler, og vi har etableret praktikpladscentre i hele landet. Vores mål er tindrende klart: alle der starter på en erhvervsuddannelse, skal have garanti for en praktikplads - en garanti for en hel uddannelse.

Praktikpladsgaranti gør det ikke alene - vi skal også have hævet kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Vi har et alt for stort frafald på uddannelserne, som ikke alene skyldes mangel på praktikpladser - og vi ved desværre, at en hel del af dem, der falder ud, ender med ikke at få en uddannelse.

Det duer ikke. Og det er socialt skævt.

Uddannelse alene gør det ikke. Vi har i den grad også brug for flere job. I disse måneder ser vi tusindvis af arbejdsløse falde ud af dagpengesystemet. SF var nødt til at acceptere, at vælgerne ved sidste folketingsvalg sammensatte et folketing, hvor der var flertal for den korte dagpengeperiode.

Det er så lykkedes i to omgange at udsætte det tidspunkt, hvor arbejdsløse kunne risikere at stå uden en offentlig ydelse. Men det står desværre klart, at problemerne ikke er løst. Ikke mindst derfor er kampen for jobskabelse så vigtig.

Der har været en myte om, at regeringen kun har interesseret sig for, hvad der skete engang i 2020. Det holder ikke ? og vores mange initiativer for at skabe job viser det...

Men jeg står ved, at jeg som formand for et ansvarligt venstreorienteret parti interesserer mig for, at der også om 7 år er et solidt økonomisk fundament for vores fælles velfærd. Det synes jeg vi skylder hinanden og vores børn

Meget havde set anderledes ud, hvis Venstrefløjen havde fået 90 mandater ved sidste valg Det gjorde vi som bekendt ikke

Virkelighedens verden er jo, at vi er en mindretalsregering, der består af tre forskellige partier.

Økonomien er stram. Vi overtog et håndværkertilbud fra den tidligere regering. Og krisen er mere langvarig og dyb end først anslået.

Det er vores opgave at skulle finde løsninger for at komme ud af krisen ? derfor har vi indgået kompromisser.

Og ja, jeg står ved kompromiserne. Også selv om der er dele af dem, som ikke er groet i SFs baghave. Det tror jeg, alle ved. Resultater kræver nu engang i dansk politik 90 mandater?

Jeg vil dog samtidig godt advare mod alt-eller-intet holdninger på Venstrefløjen. Vi har brugt 100 år på at udvikle det samfund, vi har i dag, med en stærk og solidarisk velfærdsmodel. Vi har sat skub i udviklingen i opgangstider og konsolideret i krisetider. Og det hele er udviklet gennem kampe, kompromisser og aftaler ? også selvom det kun har indebåret små skridt i den rigtige retning.

Men vi må ikke glemme, de resultater vi sammen har kæmpet for i mange år og som nu er blevet til virkelighed?

Vi har knækket Dansk Folkeparti?s taktstok i værdidebatten. Vi har afskaffet starthjælpen og kontanthjælpsloftet til gavn for dem, der har allermindst.

Vi har ? trods økonomisk svære tider ? ført en aktiv finanspolitik og bidraget til at færre end ellers har mistet deres arbejde under krisen.

Vi afsætter 23 mia. kr. i de kommende år til vækst i velfærden, så vi kan tage os af flere ældre, og sikre at flere unge får en uddannelse. Og vi afsætter vi 4 mia. kr. til ekstra offentlige investeringer.

Vi har oprettet flere praktikpladser og studiepladser. Og vi styrker voksen- og efteruddannelserne med 1 mia. kr. i Vækstplanen, så dem der aldrig fik en uddannelse, nu har bedre mulighed for eksempelvis at blive faglærte. Det er rød politik.

Vi runder 50 pct. vindenergi i vores elforsyning om bare syv år! Det er grøn politik.

Vi har samtidig vredet nogle flere oliemilliarder ud af selskaberne i Nordsøen og sat pengene af til forbedringer af jernbanerne? og er nu i gang med at virkeliggøre en gammel SF-plan om at få togtiden mellem København ? Odense ? Århus og Aalborg ned på kun en enkelt time mellem hver by. Det er både rød og grøn politik.

Og måske vigtigst af alt? Så har denne regering afmonteret den tikkende bombe, som venstre lagde under vores universelle velfærdssamfund med overbetaling af privathospitaler og skattefradrag for privat sygeforsikring.

Den verden, vores børn skal overtage, skal være bedre. Derfor er jeg særlig glad for, at en række af regeringens job-initiativer samtidig er grønne. Vi har gennemført verdens formentlig grønneste energiforlig, som skaber 6-8.000 job hvert år.

Jobskabelse og fokus på miljøet går hånd i hånd. Vi har sat skub i en grøn erhvervspolitik, der vil styrke Danmarks i forvejen stærke position på eksport af energi- og miljøteknologi samtidig med at vi kan udvikle bedre miljøløsninger herhjemme.

Lad mig slutte med et alvorsord om noget, der ligger os alle på sinde.

Arbejdsløsheden ? som desværre ikke rigtig er faldet. Jeg tror godt, I ved hvorfor.

I Europa og i Danmark står vi i den dybeste økonomiske krise i mange, mange år. Det betyder, at virksomhederne holder tilbage med investeringer og forbrugerne er forsigtige, ikke mindst fordi de frygter arbejdsløshed.

På denne alvorlige baggrund er det OK at kunne konstatere, at regeringens aktive job-indsats har sikret, at arbejdsløsheden i Danmark ikke er vokset. Det samme gælder desværre ikke i en række andre europæiske lande.

Det er noget ? men naturligvis ikke nok ? vi er ikke i mål endnu.

Kampen for at skaffe job til de mange arbejdsløse fortsætter.

God 1. maj til jer alle!

Oversigt

    Oversigt