12.422 fynske elever klar: Sveder og løber millioner hjem til syge børn

31 fynske skoler med over 12.000 elever er indtil videre tilmeldt Team Rynkeby Skoleløbet. Eleverne løber penge ind til kritisk syge børn, og de lærer samtidigt, at de kan gøre en forskel.

I år afvikles Team Rynkeby Skoleløbet for fjerde gang på skoler i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Løbet er allerede blevet en tradition på mange skoler dagen før påskeferien. 

Det er det også på Holluf Pile Skole i Odense, som har været med i alle fire år. Her er 700 elever klar til at svede et par timer for at hjælpe kritisk syge børn.

- I det daglige arbejder vi meget med at forsøge at give vores elever en bevidsthed om, at de skal hjælpe, når nogen har det svært. Det gælder i klasselokalet og i skolegården, men det gælder også ude i det omgivende samfund.

- Med Team Rynkeby Skoleløbet får vi mulighed for at give eleverne et bredere dannelsesperspektiv, fordi vi får anledning til at tematisere nogle sygdomsproblematikker på en anden måde, end vi kan, hvis eleverne skal skrive en opgave om lungesyge børn, siger skoleleder Nanna Lohman i en pressemeddelelse.

Se indslag fra sidste års skoleløb herunder:

I 2017 var TV 2/Fyn med i Ringe, hvor Nordagerskolen spurtede af sted rundt om søen.

En times løb giver millioner til syge børn

Her en uge før deadline for tilmeldingen er 120.000 elever fra 425 skoler i de fire lande tilmeldt. 

Løbet afvikles som et almindeligt motionsløb, hvor eleverne i løbet af en time eller to skal forsøge at løbe så mange omgange som muligt. Samtidig har de mulighed for at indgå mikrosponsorater med deres familie og venner. Og med tusindvis af deltagende elever, så er det ikke småpenge, at Team Rynkeby Skoleløbet kan være med til at rejse til børn med kritisk sygdom.

De seneste tre år har danske, svenske, norske og finske skoleelever løbet knap 40 millioner kroner ind til børn med kritisk sygdom i forbindelse med Team Rynkeby Skoleløbet.

Sidste år samlede alene de danske skoleelever 10,4 millioner kroner ind til Børnelungefonden. De penge er netop kommet ud at arbejde i forskningsmiljøerne, så danske læger kan blive bedre til at helbrede alvorligt lungesyge børn.

Sådan løber de penge hjem til børnene

Eleverne kan gøre en forskel

Men hvis man spørger Team Rynkeby Fondens direktør, Carl Erik Dalbøge, så er størrelsen af det indsamlede beløb ikke det vigtigste, når man taler om Team Rynkeby Skoleløbets succes.

- Jeg mener, at det er langt mere interessant at tale om det fællesskab og de værdier, som Team Rynkeby Skoleløbet bidrager med i skolen. Der er efterhånden ikke mange ting, som vi positivt kan samles om, men i Team Rynkeby Skoleløbet er det ret enkelt. Eleverne samles om en ubetinget positiv sag, hvor de med en relativt begrænset indsats hver især kan være med til at gøre en reel forskel for nogle syge børn. Samtidig har skolerne mulighed for at italesætte nogle værdier om, at man skal hjælpe mennesker, der har det svært. Jeg tror, at det er først og fremmest det, der tiltrækker skolerne, siger Carl Erik Dalbøge.

Du kan se her, hvilke skoler der er tilmeldt allerede. 

31 fynske skoler er indtil videre tilmeldt skoleløbet.
31 fynske skoler er indtil videre tilmeldt skoleløbet.
Foto: Grafik Team Rynkeby Skoleløb

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt