130 broholmere til Sydfyn

Hunde med "øjne så store som tekopper" kan i weekenden opleves på Broholm Slot.

Lørdag lægger 130 broholmerhunde vejen forbi Broholm Slot. Hundene - og deres ejere - kommer fra Tyskland, Italien, Holland, Sverige og Finland, og anledningen er det årlige Broholmskue.

Skuet er noget af et tilløbsstykke for de udenlandske ejere, da racen blev påbegyndt rekonstrueret netop omkring slottet tilbage i 1850'erne af kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested. Til skuet bliver hundene bedømt, ligesom der vil være rig mulighed for at nusse det store dyr, som H. C. Andersen blev inspireret af, da han skrev "Fyrtøjet".