I det fynske folks tjeneste

20-årig kendt skyldig: Delte billeder af storebæltsulykke

Principsag afgjort. Bøde til 20-årig. Otte mennesker mistede livet ved ulykken på Storebælt.

En 20-årig mand blev i retten i Svendborg torsdag idømt en bøde på 20.000 kroner for at have delt videoer og billeder fra togkatastrofen på Storebælt den 2. januar i år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 20-årig mand blev i retten i Svendborg torsdag idømt en bøde på 20.000 kroner for at have delt videoer og billeder fra togkatastrofen på Storebælt den 2. januar i år.

Det oplyser senioranklager ved Fyns Politi, Maria Fanø-Fredeløkke, til TV 2/Fyn.

- Han er blevet dømt i fuldt omfang. Han er altså skyldig i at dele billedmaterialet, som anklagemyndigheden havde tiltalt ham for, og han er blevet idømt ti dagbøder af 2.000 kroner, siger hun.

Filmede afdøde 

Ved ulykken mistede otte personer livet.

Umiddelbart efter ulykken filmede den 20-årige, der selv sad i vognen bag den hårdest ramte del af toget, fra ulykkes-kupeen og delte billederne til venner og flere forskellige medier.

Læs også Flere tager billeder af ulykker: - Vi ser det hver eneste dag

- Men det var aldrig meningen at såre eller krænke nogen, sagde den dømte til TV 2/Fyn efter retsmødet.

Billeder og video fra det forulykkede tog videresendte manden efterfølgende til DR P4, TV2 Øst, Politiken, Sveriges TV4 samt nyhedsbureauet Associated Press.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over det. Billederne blev taget i starten og sendt til et nyhedsbureau for at sige, at vi var kørt galt, og at vi havde brug for alt det hjælp, vi overhovedet kunne få. Så det var ikke med tanke på at krænke nogen. Derudover har jeg ikke bemærket, at der var mennesker på billederne. Det fik jeg først vist i retten, efter at de har fotoredigeret det. Ellers har det ikke været muligt at se det, sagde han til TV 2/Fyn, da sagen var for retten den 1. maj.

Tilfreds anklager

Mens den 20-åriges forsvarer Berit Ernst mente, at hendes klient skulle frifindes i byretten, havde anklager Maria Fanø-Fredeløkke krævet den 20-årige idømt en bøde på 22.000 kroner for at have optaget og delt  materialet.

- Anklagemyndigheden kan kun være tilfreds med, at retten har fuldt vores udgangspunkt. Vi har ment, at tiltalte var skyldig, og det har retten tilsluttet sig, fortæller Maria Fanø-Fredeløkke. 

Læs også Tiltalt fra Storebæltsulykken nægter sig skyldig: - Jeg delte billederne for at få hjælp

Retten har lagt vægt på, at materialet blev sendt, både mens han befandt sig i toget, og efter han og de øvrige passagerer var bragt til et krisecenter i Nyborg. Sidste gang han sendte materialet var kl. 16.41.

Skærpet lov

Retten fandt det bevist, at der var tale om billedmateriale, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

Retten mener desuden, at den 20-årige uberettiget videregav et billede af et vidne i toget, der ikke havde givet samtykke til videregivelsen.

Ved bøden på 20.000 kroner har retten lagt vægt på, at bestemmelsen i straffeloven er ændret 1. januar 2019, og at det i forarbejderne til lovændringen fremgår, at der skal ske en skærpelse af det hidtidige bødeniveau.

Efter dommen er mandens telefon, som han brugte til at optage video og billeder med, blevet konfiskeret - den får han ikke igen.

Samtidig betyder dommen, at alle - både medier og privatpersoner - der har billedmaterialet skal slette det.

Den dømte anker ikke dommen.