20 tip om efterlyst mand for dobbeltdrab

Mange politifolk arbejder på at få oplysninger i sagen om drabet på Heidi Nielsen og Bjarne Johansen.

Politiet modtager fortsat tip fra borgere om den efterlyste mand i sagen om dobbeltdrabet i Odense.

- Vi har fået omkring 20 henvendelser, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

En del mennesker reagerer på de tegninger, som Ekstra Bladet og B.T. har fremstillet og bragt på grundlag af politiets beskrivelse.

Politiet understreger, at de grafiske versioner ikke nødvendigvis er udtryk for politiets opfattelse af, hvordan den efterlyste ser ud.

- De kan både vildlede og vejlede folk, siger Henrik Justesen om pressens fantombilleder.

Den efterlyste er interessant, fordi han blev set 20 minutter før drabet sidste onsdag.

Et vidne så ham gå i retning af Tusindårsskoven, hvor Heidi Nielsen og Bjarne Johansen blev dræbt af et stort antal skud fra en maskinpistol.

Manden menes at være i 40erne. Han bærer briller, og han var iført en grålig hue, hvide kondisko og mørke bukser.

Desuden havde han en knælang grønlig frakke på, og over skulderen havde han en sæk med noget tungt i.

Onsdag aften vil politifolk kontakte bilister, cyklister og andre trafikanter i området.

Håbet er, at de også var i nærheden af skoven sidste onsdag omkring gerningstidspunktet og måske har set noget, som kan have betydning for efterforskningen.

Oversigt

    Oversigt