2020 byder på fynske skattelettelser - på nær én by

Topskattelettelser og stigende fradrag for folk i arbejde giver de fleste flere penge på kontoen i 2020. I Odense sættes skatten op.

Når kalenderen skifter til 2020, træder en række mindre skattelettelser i kraft, som for mange vil betyde lidt flere penge på kontoen, når lønnen ruller ind.

Det skyldes, at en række fradrag stiger, og at grænsen for topskat får et nøk op.

Det gælder beskæftigelses-, job- og personfradrag samt fradrag på indbetalinger til pension.

Men mens staten over en bred kam giver flere lommepenge til de fleste, så vil der blandt andet på Fyn være en række skatteborgere, som rammes af en stigning i kommuneskatten.

Odense Kommune sætter nemlig sammen med syv andre kommuner landet over kommuneskatten op fra årsskiftet. Hvis man bor i en af disse kommuner, spises en del af den skattelettelse, som man ellers ville have fået.

I begyndelsen af oktober gav Social- og Indenrigsministeriet efter for en del af Odenses ønske om et øget pres på kommuneskatten, og gav grønt lys til at øge presset på Odenses skatteborgere med 36,9 millioner kroner i 2020.

Den stigning betyder ifølge Skatteministeriet, at kommuneskatten stiger med 0,1 procentpoint fra 25,30 til 25,40. Skatten i Odense Kommune er således steget med 0,9 procentpoint på ti år.

Udover Odense sætter Kolding, Rudersdal, Greve, Esbjerg, Holstebro, Randers og  Hjørring kommuner skatten op.

Det kan du forvente

Privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank har for Ritzau regnet på tallene. 

Uden en stigning i kommuneskatten vil man, hvis indtjeningen er 400.000 kroner om året og man har over 15 år til pension, få samlede skattelettelserne for 1.150 kroner ekstra om året.

Skattelettelserne vil være en anelse højere, hvis pensionen er tættere på.

Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, stiger næste år til 531.000 kroner fra 513.400 kroner.

Hvis man tjener over den nye grænse, vil den samlede skattelettelse i 2020 blive på omtrent 4.000 kroner.

- Med den helt brede pensel så vil rigtig mange opleve at få flere penge ind på kontoen næste år, siger Brian Friis Helmer til Ritzau.

Har du lagt lån om?

Brian Friis Helmer anbefaler, at man inden længe får kigget sin forskudsopgørelse igennem for at få gavn skattelettelsen.

Det gælder især de tusindvis af boligejere, der gennem 2019 har lagt lån om til en lavere rente, der derfor vil få et lavere rentefradrag næste år.

- Hvis man ikke ændrer sin opgørelse hos Skat, så får man et for højt fradrag og vil derfor skulle betale penge tilbage på et senere tidspunkt, og så bliver det i stedet et skattesmæk, man får, siger Brian Friis Helmer.

Pengene vil række længere

Det mest afgørende for, hvor mange penge der i sidste ende havner på kontoen, er dog størrelsen på lønnen, og her er der generelt set lagt op til lønstigninger i 2020.

Samtidig ser inflationen - takten for hvor meget priserne stiger - fortsat ud til at være lav.

Brian Friis Helmer forventer, at lønstigninger vil være på omtrent 2,5 procent næste år, mens inflationen vil være 1,3 procent.

- Så ud over at man får en skattelettelse, vil man opleve, at pengene rækker lidt længere nede i supermarkedet, fordi varerne ikke stiger så meget i pris, og lønudbetalingen stiger mere end det, siger Brian Friis Helmer.

Fakta: Her falder skat og fradrag i 2020

Oversigt

    Oversigt