21-årig er fængslet for skud under indbrudsforsøg

Ung mand erkender at have skudt mod et hus i Vester Skerninge på Sydfyn. Han indrømmer også en stribe indbrud.

En 21-årig mand blev torsdag ved Retten i Svendborg varetægtsfængslet i fire uger for at have skudt med et oversavet haglgevær mod et hus på Åløkkevej i Vester Skerninge på Sydfyn.

Skuddene faldt i forbindelse med et indbrudsforsøg natten til onsdag.

Manden har erkendt sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse og i at have skudt i forbindelse med indbrudsforsøget, oplyser advokaturchef Jakob Beyer, Fyns Politi.

Desuden har han tilstået 21 indbrud på Sydfyn og et på Kerteminde-egnen. Ved indbruddet nær Kerteminde har han erkendt, at han stjal våbnet, som han siden afkortede.

Onsdag klokken 04.27 ringede en 68-årig mand til politiet og fortalte, at der kort forinden var blevet skudt to gange mod hans hus.

Manden var vågnet af støj, og han råbte op, da han så en mørkklædt person stå ved et vindue til nabohuset. I samme øjeblik vendte personen sig og affyrede to skud mod hans hus.

Skuddene gik igennem vinduer til stuen og var ikke affyret i retning mod manden.

Efter få timers efterforskning kunne politiet anholde den 21-årige, der er fra Sydfyn.

Han har erkendt, at han i flere tilfælde har udset sig ældre borgere, som han begik indbrud hos om natten. Under indbruddene afbrød han strømmen, så det blev vanskeligt at slå alarm.

Ud over indbrudsvirksomheden har den 21-årige erkendt at have skudt mod en parkeret personbil i Vester Skerninge en nat midt i november. Han har forklaret, at våbnet gik af ved et uheld.

Ifølge Jakob Beyer lyder sigtelserne mod manden på ulovlig våbenbesiddelse, indbrud og indbrudsforsøg. Desuden er han sigtet for at bringe andres liv i fare.

Oversigt

    Oversigt