210 fynske medarbejdere under amerikansk ejer

210 arbejdspladser i Haarby skifter hænder. Warren Buffet-koncern overtager 80 procent af Cabinplant, der producerer udstyr til fødevareindustrien.

Den amerikanske industrikoncern CTB, Inc. overtager 80 procent af aktierne i den fynske virksomhed Cabinplant A/S, der er verdensførende inden for procesudstyr til fødevareindustrien.

CTB er ejet af Berkshire Hathaway, der har den kendte erhvervsmand Warren Buffet som direktør og delejer.

 - Cabinplant befinder sig i en forrygende udvikling. De seneste år har vi styrket vores position globalt og skabt nye stærke positioner inden for specifikke fødevarebrancher. Med tre stærke forretningsben har vi cementeret vores position indenfor fisk, grønt og veje- og pakkeområdet i Europa og på udvalgte internationale markeder. Vi står nu rustet til yderligere vækst, og det kræver kapital. Vi er derfor glade for, at vi i dag kan offentliggøre, at vi har fundet den ideelle partner i form af CTB, somvi betragter som det optimale match for Cabinplant, siger adm. direktør, Ralf Astrup i en pressemeddelelse.

Sammen med økonomidirektør Jan Helskov Hansen har Ralf Astrup ejet Cabinplant siden et generationsskifte i 2005. Både Ralf Astrup og Jan Helskov Hansen fortsætter som henholdsvis adm. direktør og økonomidirektør i virksomheden.

De muligheder der ligger I udnyttelsen af CTB’s globale tilstedeværelse har haft stor indflydelse på den beslutning ejerne af Cabinplant har truffet i forbindelse med at sælge aktiemarioteten i selskabet.

- Inden for fjerkræsegmentet - som er et af Cabinplants vigtige vækstområder - kan vi ikke få en stærkere samarbejdspartner end CTB. CTB’s stærke position i markedet for fjerkræsløsninger komplimenterer vores veje- og pakkeområde og tilsammen bringer det os i en ledende position som leverandør af totalløsninger til forarbejdning og pakning af kylling worldwide. Derudover står CTB stærkt i USA, og vi i Europa. Vi vil kunne udnytte disse muligheder både geografisk og løsningsmæssigt og fremover stå som en endnu stærkere samarbejdspartner for både nye og nuværende kunder globalt, siger Ralf Astrup.

Cabinplants hovedkvarter ligger i Haarby.

Virksomheden er verdensførende indenfor procesudstyr til grøntsager og fisk samt indenfor pakning af kød og færdigretter. Cabinplant beskæftiger omkring 210 medarbejdere i Danmark og omkring 60 ansatte på produktionsfaciliteter i Polen.

Det er planen, at virksomheden fortsætter med samme organisation.

Oversigt

    Oversigt