22 bilister fanget i fartkontrol

Tirsdag morgen sigtede Fyns Politi 22 bilister på Langelandsbroen - heraf kørte 18 for stærkt.

Politiet havde fået en henvendelse fra den entreprenør, som i øjeblikket arbejder på Langelandsbroen.

Entreprenøren mente, at mange bilister ikke overholdt den hastighedsbegrænsning, der er i forbindelse med renoveringen af broen.

Derfor tog Fyns Politi tirsdag morgen ud på broen og tjekkede med lasermåling. I tidsrummet fra klokken 6.45 til 8.45 fangede politiet altså 22 bilister.

- Vi kunne konstatere, at der blev kørt meget for stærkt. Det plejer ikke være så galt, når vi får henvendelser fra folk, der mener, der bliver kørt for stærkt. Men det var altså slemt denne gang. En bilist kørte 92 kilometer i timen, hvor der må køres 50, siger Jørgen Andersen fra Fyns Politis færdselsafdeling.

De bilister, der overtrådte hastighedsgrænsen, kan se frem til en bøde på omkring 1000 kroner.

Oversigt

    Oversigt