22 har anmeldt PFAS-relateret sygdom som arbejdsskade

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forventer flere anmeldelser, efterhånden som der forskes i stofferne.

PFAS mistænkes blandt andet for at være hormonforstyrrende og føre til kræftsygdomme, men der er ikke megen håndgribelig viden om konsekvenserne af at have været udsat for PFAS-stoffer.

Derfor er det svært at få anerkendt en sygdom eller andre dårligdomme, der efter alt at dømme er PFAS-relaterede, som en arbejdsskade.

Meget få når så langt som overhovedet at anmelde den.

Faktisk har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) under ATP kun 22 anmeldelser liggende.

De kan ikke give et præcist tal på, hvor mange der har fået anerkendt en PFAS-sygdom som arbejdsskade, men det er få.

En af de grupper, der mistænkes for at være i høj risiko for at udvikle alvorlige sygdomme som følge af PFAS-stoffer, er brandmænd.

Indtil 2011 blev der brugt store mængder af PFOS, et PFAS-stof, i brandslukningsskum.

Ifølge Keld Rasmussen, formand for Brandfolkenes Organisation, har det været svært at kæde stofferne sammen med de sygdomme, flere af de folk, han repræsenterer, har oplevet.

- Jeg er overbevist om, at der er mange flere end det her.

- Eftervirkningerne begynder man at se nu: prostatakræft, forhøjet kolesterol, blodpropper i hjernen og så videre. Det begynder at komme på de kolleger, som også var ansat dengang, siger han.

Han understreger, at han ikke har evidens for, at PFAS-stoffer er grunden. Men mistanken ligger nær, mener Keld Rasmussen.

Hos AES bekræftes det, at det er svært at få anerkendt en mulig PFAS-relateret sygdom som en arbejdsskade.

Men meldingen er også, at der snart kan komme mange nye anmeldelser ind for netop PFAS-sygdomme, i takt med at forskere opdager mere og mere om sammenhængen mellem stofudsættelse og sygdomme.

Som regel er det arbejdsgiveren eller en læge, der skal anmelde en arbejdsskade.

Niels Ebbehøj er overlæge på arbejds- og socialmedicinsk afdeling på Holbæk Sygehus og sidder med i den ekspertgruppe, som rådgiver Sundhedsstyrelsen om de skadelige konsekvenser af PFAS.

Han siger, at den generelle viden om konsekvenserne af PFAS-eksponering i arbejdsregi i Danmark er lav.

Men han kalder det logisk, at flere anmeldelser om arbejdsskader relateret til stoffet i fremtiden vil tikke ind.

- Det er relativt nyt at begynde at anmelde det til arbejdsskadeforsikringssystemet, men det er fint at gøre det, for så får man lavet en individuel vurdering ved siden af den forskningsmæssige indsats, der er i gang.

Hvad er PFAS? Det kan du få svaret på her

Regionerne har lavet såkaldte mistankelister, der viser, hvilket grunde der er under mistanke for at være PFAS forurenede. Se her hvor mange grunde, der er under mistanke i din kommune

Oversigt

    Oversigt