240 ton skrald efterladt: Så meget kan man samle på en time

I 2020 samlede Vejdirektoratet 240 ton skrald op langs de store veje i Syddanmark. På bare en time fyldte TV 2 Fyns reporter fire sække med affald ved Bladstrupvej på Nordfyn.

Det kan virke så ligegyldigt og ubetydeligt, når du stikker den tomme Kit Kat-indpakning ud af bilruden og lader vinden få fat i det knitrende papir.

Problemet er bare, at det ikke kun er resterne fra dit mellemmåltid, der havner i vejkanten.

Sidste år samlede Vejdirektoratet intet mindre end 240 ton skrald op langs de store veje i Syddanmark.

Når naturen ser ren og pæn ud er det nemlig ikke, fordi Kit Kat-papiret nedbrydes, men fordi medarbejdere fra entreprenørvirksomheden Arkil, som varetager affaldsopsamlingen i Syddanmark, samler op efter dig.

Vidste du, at ...

På bare en time fyldte TV 2 Fyns reporter fire sække med skrald på Nordfyn.
På bare en time fyldte TV 2 Fyns reporter fire sække med skrald på Nordfyn.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

- Vi opsamler mange cigaretskod, øl- og sodavandsdåser. Madpapir og pisflasker fra chaufførerne finder vi også. Særligt ved udkørselsramper fra rastepladser på motorvejen, når folk har købt is og mad eller tæt på tankstationer og McDonald’s ryger der meget affald ud af bilvinduet, fortæller holdformand Johnny B. Nielsen fra Arkil i en pressemeddelelse.

Tak for ingenting

Fredag eftermiddag kørte TV 2 Fyns reporter og fotograf til Bladstrupvej på Nordfyn. På en time samlede de fire klare sække med affald.

- Jeg var ret overrasket. Vi fik samlet knap syv kilo affald, og hvis vi var blevet ved i længere tid eller på en længere strækning, havde vi jo kunnet finde endnu mere, fortæller reporter Jeanette Torndahl Fournier.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det koster hvert år 11 millioner kroner at holde landets veje fri for skrald. 

- Mængden af affald, vi opsamler, har ligget på nogenlunde samme niveau de seneste fem år, og det står særligt slemt til i nærheden af de større byer, hvor trafikintensiteten er højere. Det koster mange penge i renhold – penge der kunne bruges på noget andet, hvis vi alle blev lidt bedre til at rydde op efter os selv, siger Michael Ebbesen, som er områdechef for drift og vedligeholdelse i Vejdirektoratet.

Vidste du, at ...

For at komme problemet til livs har Vejdirektoratet siden januar kørt en kampagne under sloganet "Tak for ingenting … i vejkanten"’. En kampagne der skal få danskerne til at tænke over deres adfærd.

Kampagnen løber til og med påske.

Vi sendte en reporter ud for at se, hvor meget skrald hun kunne finde på bare én time.

Oversigt

    Oversigt