33-årig skød sig selv

Politiet rykkede ud til fynsk landsby efter skud. Mand kom til at skyde sig i skridtet. Tre pistoler afsløret

Under flugt fra politiet i en landsby på Sydfyn kom en mand onsdag aften til at skyde sig i skridtet.

Hvordan det lykkedes manden at komme så uheldigt af sted, har Fyns Politi ikke umiddelbart klarhed over, fortæller politietdet i en pressemeddelelse.

Affæren begyndte, da en bekymret borger i Hundstrup ved Svendborg hørte skud fra en bestemt adresse.

Politiet rykkede ud for at undersøge sagen, og på Fillipavej traf betjentene tre personer. Dels den 57-årige mand, der bor på stedet, en 21-årig kvinde fra Åstrup samt en 33-årig mand fra Valby.

Pludselig løb den sidstnævnte væk, men han kom ikke langt. Fra nabohaven lød der brag fra et pistolskud.

Det viste sig, at manden åbenbart var stukket af med en pistol, og at han ved et uheld var kommet til at skyde sig selv i skridtet.

Politiet tilkaldte en ambulance til den sårede mand, oplyser Lars Thede fra lokalpolitiet i Svendborg.

- Han blev bragt til OUH, hvor han blev opereret. Han er uden for livsfare, siger Lars Thede til Ritzau.

Betjentene ransagede i øvrigt adressen, og her fandt de yderligere to pistoler og et ladt jagtgevær.

Alle tre, både manden, kvinden og den sårede, skal varetægtsfængsles for de ulovlige våben og andre lovovertrædelser.

Det mener anklagemyndigheden ved Fyns Politi, som har bedt om grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.

Forhøret ventes holdt for lukkede døre.

Oversigt

    Oversigt