39-årig udvist efter drabsforsøg

En 39-årig mand er onsdag eftermiddag blevet idømt seks års fængsel og udvist af Danmark for et drabsforsøg i oktober sidste år på sin eks-kone i Odense.

Det var foran Fakta på Skibhusvej i Odense, at tiltalte skulle have forsøgt at kvæle sin eks-kone i en bil foran supermarkedet.

Her slog den dømte ifølge anklageskriftet sin eks-kone i ansigtet med en knytnæve, hvorefter han satte et knæ i brystet på hende. Samtidig greb han hende om halsen med den ene hånd, mens han med den anden holdt hende for næse og mund.

Til vidner råbte han noget i retning af: "Hold jer væk. Det gælder æren, jeg skal gøre hende færdig".

Derefter greb han fat om hendes hals med begge hænder og klemte til, så hun besvimede.

Efterfølgende konstaterede retsmedicinerne, at hun havde punktformede blødninger i øjnene og i ansigtshuden, hvilket betyder, at hun havde været i overhængende livsfare og formentlig var død, hvis ikke et vidne havde grebet ind og stoppet manden.

Den 39-årige mand ankede dommen på stedet.

Oversigt

    Oversigt