På mandag triller en lastbil ind ved Odense Universitetshospital med knap 5.000 gratis bamser i.
Bamserne vil blive delt ud til de yngste patienter, når de bliver indlagt eller skal undersøges. De kan nemlig både trøste, skabe tryghed og hjælpe personalet med at skabe kontakt til barnet.
Nogle afdelinger melder endda om, at der er behov for mindre beroligende medicin, når barnet får en bamse
- Mange børn bliver utrygge og bange, når de skal på hospitalet, men en blød krammebamse kan være med til at berolige dem og fjerne fokus fra det, de skal igennem, fortæller Galina Plesner, projektleder i TrygFonden, der står bag de gratis krammebamser.
- Vi har uddelt bamserne i flere år nu, og det er fantastisk så stor en forskel, de gør for børnene. De giver børnene tryghed, og personalet får samtidig nemmere ved at vinde børnenes tillid og få dem til at slappe af. Nogle afdelinger melder endda om, at der er behov for mindre beroligende medicin, når barnet får en bamse, siger Galina Plesner.
Bamserne hedder Theo og Thea og får ligesom barnet et armbånd med sit navn om håndleddet.
På den måde har barnet en ven at dele oplevelsen med, og barnet og bamsen er indlagt sammen. Bamsen er heller ikke bange for hverken plaster eller en nål i poten, og det er med til at afmystificere behandlingen, lyder det fra TrygFonden.