40-årig far kendt skyldig i mishandling af spædbørn

Østre Landsret i Odense har idømt en 40-årig far seks års fængsel for vold imod sine spæde tvillingedrenge.

Efter mishandlingen af sine sønner er den 40-årig far blevet sindssyg. Han skal derfor anbringes på psykiatrisk hospital. Kommunen har nu ændret procedure. Det skriver Ritzau.

De 12 nævninge i Østre Landsret i Odense var ikke i tvivl: Det var en 40-årig far, der mishandlede sine to spæde tvillingsønner, så den ene af dem blev svært hjerneskadet og multihandicappet.

Og hverken nævninge eller dommere rystede på hånden, da straffen over faderen torsdag skulle udmåles i retten. De fulgte anklagerens anbefaling og idømte faderen seks års fængsel for mishandlingen.

Selv sad faderen blot og stirrede tomt frem for sig, mens både skyldsspørgsmålet og straffen over ham blev afgjort.

Var ikke sindsyg

Lægerne har konkluderet, at han ikke var sindssyg, da han slog og sparkede de to spædbørn 24. oktober for to år siden. Men siden har han udviklet en svær sindssygdom.

- Han er psykotisk og det er ikke noget, der går over lige med det samme, sagde hans forsvarer torsdag i retten om sin klients helt verdensfjerne fremtoning.

Fordi den 40-årige er sindssyg skal han anbringes på en lukket afdeling, indtil han er rask nok til at afsone sin fængselsstraf.

Tiden på en psykiatrisk afdeling vil dog blive trukket fra fængselsstraffens længde.

Den nu 40-årige far har hele tiden nægtet, at han har mishandlet sine børn. Han har forklaret, at han tabte den ene af drengene, da han var alene hjemme med dem, fordi han gled på trappen. Skaderne på den anden dreng kender han ikke noget til.

Men dommere og nævninge i landsretten afgjorde, at faderen stod bag både de friske skader, da drengene blev indlagt, og ældre skader, som i første omgang ikke var blevet opdaget - blandt andet flere brud på knogler og ribben hos begge spædbørn.

Lægerne fik mistanke

Allerede inden drengene 24. oktober blev indlagt på Odense Universitets-hospital med svære skader efter vold, havde de flere gange været på sygehuset.

Lægerne mistænkte forældrene for at stå bag mishandling af drengene, der blandt andet havde haft blå mærker og blodigt opkast.

Den 40-årige far udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen. Hans forsvarer havde bedt om maksimalt fire års fængsel, og at der blev sat en tidsbegrænsning på hans anbringelse på et psykiatrisk hospital.

Oversigt

    Oversigt