5.000 fynske job i fare: Gartnerierne kan ikke få dækket deres tab

Hvis ikke danske gartnerier kan få bedre kompensation for deres tab, kan de blive nødt til at dreje nøglen om, forudser formand for Dansk Gartneri.

Tusindvis af fynske stillinger inden for gartneribranchen er i fare.

Det er ifølge Dansk Gartneri nemlig ikke muligt for gartnerierne at få dækket tilstrækkeligt af deres tab af omsætning som følge af coronavirus.

Det fortæller Jørgen K. Andersen, der er formand for Dansk Gartneri, til TV 2/Fyn. 

- Vi har lidt rigtig store tab, og vi har massive problemer med at få afsat vores varer, så vi har måtte kassere mange af dem. Vi skønner, at der før påske i alt er smidt omkring 13 millioner planter ud, siger Jørgen K. Andersen.

På Fyn er der omkring 5.000 ansatte inden for gartneribranchen. Det er derfor mange arbejdspladser, der er i fare, skulle gartnerierne være nødsaget til at lukke biksen.

Håber på bedre kompensation

Med de gældende regler i Danmark kan gartnerne få dækket mellem 10 og 15 procent af deres tab af omsætning, og selvom Dansk Gartneri i starten var glade for hjælpepakkerne, så er det ikke meget af deres tab, der reelt bliver dækket.

- Hvis man stadig skal kunne købe danske afgrøder i fremtiden, så er det nødvendigt, at hånden bliver holdt bedre under vores erhverv, siger Jørgen K. Andersen og fortsætter:

- Vi har derfor bedt erhvervsministeren om at se på hjælpepakken igen, så den er bedre tilpasset til vores erhverv. Vi kan nemlig ikke bare sende vores medarbejdere hjem, for så dør vores planter, siger han.

Håbet fra Dansk Gartneris side er, at løn bliver indregnet som en fast omkostning, og at kompensationen for tabt varelager hæves.

- Dansk gartneri bliver udslettet fra jordens overflade

Desuden ser det ud til, at hollandske konkurrenter får mere hjælp i Holland, end de danske gartnerier gør i Danmark. 

I sidste uge lancerede den hollandske regering nemlig en hjælpepakke, hvor gartnerne får dækket mellem 50-60 procent af deres omsætningstab.

Og hvis de hollandske gartnerier får kompenseret en sådan del af deres tab, ser det sort ud for danske gartnerier.

- Hvis det lykkedes for dem at komme igennem med det, så bliver dansk gartneri udslettet fra jordens overflade, siger Jørgen K. Andersen.

Selvom det lyder ekstremt, så går der ifølge Jørgen K. Andersen ikke lang tid, før det faktsik bliver en realitet.

- Vi er meget tæt på, at gartnerier er nødt til at dreje nøglen om, siger han.

Gartnerierne får ikke dækket nok af deres omsætningstab

Oversigt

    Oversigt