51-årig kvinde fængslet for brandstiftelse

Den 51-årige, der er sigtet for - og har erkendt - fem brandstiftelser på Krügersvej i Odense, er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Den 51-årige kvinde er sigtet for fire brandstiftelser på Krügersvej foruden brandstiftelsen på Krügersvej 21 natten til torsdag.

Kvinden har erkendt alle fem brande - men har nægtet branden på et hønsehus i baghaven til nummer 23 den 3. marts 2015.

Den 51-årige alarmerede selv beboerne på Krügersvej 23 i forbindelse med to af brandstiftelserne. Hun blev bange for ilden og ville ikke gøre nogen fortræd, fortæller TV 2/FYNs reporter fra Retten i Odense.

Her kom det også frem, at den 51-årige kvinde ikke forstår, hvordan hun er endt som brandstifter og ønsker hjælp. Anklageren ønskede den 51-årige mentalundersøgt, og det har hun indvilliget i.

Strafferammen for brandstiftelserne er op til seks år.

Den 51-årige kvinde bliver varetægtsfængslet i surrogat. Hun bliver derfor indlagt på psykiatrisk afdeling i stedet for fængslet i arrest.

Næste retsmøde i sagen bliver den 7. august 2015.

Oversigt

    Oversigt