52-årig kvinde fra Fyn idømt fængsel for vold mod sin datter

En 52-årig kvinde er torsdag eftermiddag ved retten i Odense blevet idømt 60 dages fængsel for vold mod datteren.

Torsdag eftermiddag faldt der dom i en sag, hvor en 52-årig kvinde fra Fyn var tiltalt for at have mishandlet sin 13-årige datter over en 10-årig periode.

Tiltalen lød på, at kvinden havde givet datteren lussinger, skubbet hende, revet hende i året, kastet sko efter hende samt en enkelt gang at have slået datteren i ansigtet med en knytnæve, så hun fik blodnæse.

Derudover var kvinden også tiltalt for, over en periode, at have slået datteren under fødderne med en ukendt genstand.

Idømt 60 dages fængsel

Det takserede dommeren ved retten i Odense til 60 dages ubetinget fængsel til den 52-årige mor.

Anklager fra Fyns Politi Anne-Sophie Serring gik efter at moderen skulle dømmes efter straffelovens paragraf 245, hvilket er grov vold.

Det var dommeren dog ikke enig med anklagemyndigheden i. I stedet blev den 52-årige kvinde dømt for almindelig vold under straffelovens paragraf 244.

Overvejer at anke dommen

Derfor vil anklager Anne-Sophie Serring nu overveje, om dommen skal ankes, siger hun til TV 2/Fyn.

- Vi har 14 dage til at overveje, om vi vil anke dommen, så det vil jeg gå hjem og tænke over, siger hun.

Den dømte kvinde udbad sig også betænkningstid ovenpå domsafsigelsen.