52.000 underskrifter: Fynsk skuespillers forslag skal fremsættes i Folketinget

Folketinget skal nu tage stilling til et borgerforslag om privat brug af sprøjtemidlet Roundup. Forslaget er stillet af den fynske skuespiller Christiane Bjørg Nielsen.

51.841 borgere har i skrivende stund støttet et borgerforslag om at forbyde salg af sprøjtemidler til privat brug og på offentlige fællesarealer. 

Forslaget blev stillet af den fynske skuespiller Christiane Bjørg Nielsen 11. juni i år, og har dermed nået målet om 50.000 støttere inden for 180 dage. Det betyder, at forslaget nu skal fremsættes i Folketinget, hvor det vil blive behandlet som alle andre beslutningsforslag.

- Når man nu finder rester af sprøjtegift i grundvandet, og også har fundet rester i mennesker, så bør man forbyde det. Tiden er jo løbet fra det forlængst, sagde Christiane Bjørg Nielsen til TV 2/Fyn i september.

Skuespilleren, der er mest kendt for sin rolle som nissen Kandis i julekalenderen Pyrus, var dengang på Fyn for at samle støtter til sit forslag. Nu har hun nået målet og mere til.

Minister støtter forslag

Af beslutningsforslaget fremgår det, at ønsket på lang sigt er, at alle ukrudts- og insektmidler bliver forbudt. Men skuespilleren vurderer, at det er lettest først af få et forbud for private gennemført. 

- Mange vandforsyninger ligger i bynære områder. Der spiller private haveejere en stor rolle. Modsat landmænd er vi i øvrigt heller ikke uddannet i brugen af sprøjtemidler, sagde Christiane Bjørg Nielsen i september.

Onsdag kom det frem, at forslaget er støttet af miljøminister Lea Wermelin (S). 

- Det er min klare ambition, at vi skal have forbudt brugen af sprøjtemidler på private arealer, siger Lea Wermelin (S) til DR. 

Sådan behandles borgerforslag med 50.000 støttere

I september var Christiane Bjørg Nielsen på Fyn for at samle støtter til sit borgerforslag. Til hverdag bor skuespilleren i København.