I det fynske folks tjeneste

54-årig skød og ramte politibetjent: Skal i fængsel i fem år

Fredag faldt der dom i en sag mod en 54-årig mand, der med en jagtriffel skød en politibetjent i armen juli sidste år. Den 54-årige blev idømt fem års fængsel.

Fredag faldt der dom i sagen mod en 54-årig mand, der affyrede skud mod en betjent. Han skal afsone fem år i fængsel. Foto: Morten Albek

Den 30. juli sidste år affyrede en 54-årig et skud med en jagtriffel mod en betjent, og fredag er der blevet afsagt dom i sagen ved Retten i Svendborg. 

Den 54-årige er blevet idømt 5 års fængsel. Det bekræfter senioranklager Brian Dybdahl overfor TV 2/Fyn.

Læs også Mand sigtet for drabsforsøg på politibetjent

- Dommeren lagde vægt på, at den dømte vidste, at betjentene var der, og at han vidste, at den betjent, der blev ramt, lå mod det hjørne, hvor han affyrede skud, siger Brian Dybdahl umiddelbart efter domsafsigelsen og fortsætter: 

- Retten kunne dog ikke med sikkerhed overbeviste om, hvad han ville med skuddet, der blev afgivet. Man var altså ikke sikker på, at han havde forsæt til at ramme betjenten.

Skød betjent gennem vindue

Inden skudepisoden mod betjenten havde den 54-årige nu dømte mand ifølge anklageskriftet truet en kvinde på livet i Tåsinge.

Med jagtriflen affyrede manden et skud mod kvinden, der efterfølgende kontaktede politiet. Da betjentene kom frem til ejendommen befandt manden sig på første sal.

Læs også Politiet beder om hjælp efter indbrud: Kan du genkende disse mænd?

Gennem et vindue skød ham mod betjentene, der befandt sig på naboadressen.

- Den nu dømte modtog sin dom og er fortsat fængslet. Nu skal vi så til at overveje,om vi vil anke sagen, men vi skal lige se domsafsigelsen på skrift før vi træffer en beslutning, siger Brian Dybdahl.

Ud over forsøg på manddrab og trusler om vold var den 54-årige tiltalt for at overtræde våbenbekendtgørelsen.