74-årig måske set

Den 74-årige Johannes Mortensen, som har været forsvundet i mere end et døgn, blev muligvis set ved Munke Mose i Odense tirsdag eftermiddag.

Fyns Politi skriver på Twitter, at den 74-årige Johannes Mortensen måske blev set ved Havhesten på vej ind i Munke Mose i Odense ved 17-tiden, tirsdag.

Politiet opfordrer dog stadig borgerne til at holde udkig og tjekke skure, udhuse, baggårde, kældre og andet.

Den 74-årige Johannes Mortensen forlod sit hjem på Bredalsvej i Odense C mandag ved 16.30-tiden.

Han vendte ikke hjem til sin normale spisetid klokken 18.00 og da han ikke var dukket op klokken 20.00, mandag, slog hans kone alarm.

Politiet har søgt ham med flere patruljer og hunde, men uden held.

Siden han blev efterlyst blandt andet her på tv2fyn.dk, har politiet fået mange henvendelser fra offentligheden, men det har heller ikke givet resultat, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi.

Johannes Mortensen går ved hjælp af to krykker, men han er selvhjulpen og går udmærket, siger politiet.

Han beskrives som 170 cm høj og almindelig af bygning. Han har hvidt hår, bar en sort kasket, mørkeblå vindjakke og mørkeblå jeans og sorte sko.

Oversigt

    Oversigt