800 kvinder indkaldt for sent - 138 har efterfølgende fået konstateret kræft

138 af de for sent indkaldte kvinder til mammografiscanning for brystkræft ved et af de syddanske sygehuse fik senere konstateret brystkræft.

Sygehusene i Region Syddanmark har i en række tilfælde ikke overholdt den lovpligtige ventetidsgaranti på 14 dage for undersøgelse for brystkræft, efter at der er opstået mistanke om brystkræft i forbindelse med mammografiscreening. 

Det får nu OUHs direktør til at undskylde i en pressemeddelse. 

- Det her er en fejl, der ikke må ske. Særligt er vi kede af den usikkerhed, det giver hos de kvinder, der viste sig at have brystkræft, når vi nu op til to år efter må meddele, at vi desværre ikke fik indkaldt dem rettidigt til undersøgelse. Heldigvis er brystkræft en sygdom, som udvikler sig meget langsomt. For langt hovedparten kan vi slå fast, at forsinkelsen med overvejende sandsynlighed ikke har haft betydning for deres prognose. Jeg vil hermed gerne give alle de berørte kvinder og deres pårørende en uforbeholden undskyldning, siger direktør på Odense Universitetshospital, Kim Brixen.

Kvinderne vil blive kontaktet

Fejlen blev opdaget kort før jul. Her viste det sig, at en præcisering af reglerne fra Sundhedsstyrelsen i 2014 ikke var indført korrekt i Region Syddanmark. Det betyder, at en række kvinder i regionen siden maj 2014 og frem til december 2016 for sent har fået den supplerende undersøgelse, der skulle afgøre, om de havde brystkræft.

I alt er 811 syddanske kvinder indkaldt for sent til yderligere undersøgelse i den pågældende periode. 138 af de 811 kvinder har efterfølgende fået konstateret brystkræft. For de kvinder, der har fået konstateret brystkræft, er den for sene indkaldelse på mellem 1 og 37 dage. 

Alle 811 kvinder modtager informationsbrev om fejlen. De 138 patienter, der har fået konstateret brystkræft, bliver i disse dage forsøgt kontaktet telefonisk og modtager desuden informationsbrev og klagevejledning, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelse.

 

 

Oversigt

    Oversigt