8.006 fynboer fik prikket: Vaccinationssteder bestod stor test

Odense Universitetshospital stod for mandagens store vaccinationstest og levede op til ambitionerne.

Den helt store prøve for de fynske vaccinationssteder blev skudt i gang mandag, og tirsdag lå resultatet klar.

Stresstesten, der i fremtiden skal sikre at flere kan blive vaccineret hver dag, blev bestået. 

Planen var, at i alt 8.000 fynboer skulle have et stik, og det mål blev oversteget med seks vaccinationer.

Faktisk kan der være trukket flere doser op, så tallet er endnu højere, oplyser OUH, der stod for vaccinationerne på Fyn.

Ekstra optræk

På det store vaccinationssted på Athenevænget i Odense var målet at vaccinere 3.500 borgere, men der blev vaccineret 3.506 borgere. I Svendborg blev 1.250 vaccineret.

Her har det dog ikke været muligt at få tal på eventuelle ekstra optræk som i Odense. Det gælder også de resterende steder.

900 blev vaccineret af udkørende enheder, mens de lokale vaccinationsenheder havde 2.350 doser til rådighed. Heraf bliver omkring 400 dog først gennemført de kommende dage, hvor stesstesten fortsætter lokalt.

Sådan fordeler vaccinerne sig

Skal finde fejl

Stresstesten af vaccinationssystemet foregik over hele landet, hvor målet var at vaccinere i alt 100.000 mennesker.

Heraf blev de 20.000 vaccineret i Region Syddanmark.

- Vi skruer nu en tak op for vores vaccinationsindsats for at sikre os, at vi kan håndtere et stort antal vaccinationer på samme dag. Stresstesten er en generalprøve, hvor vi har mulighed for at opdage og eliminere eventuelle fejl i vores store setup, lød det fra regionens koncerndirektør Kurt Espersen forud for testen.