AaB tager det første point fra Ove Pedersen i Odense

OB og AaB delte i en glimrende 1-1-superligakamp. OB var spilstyrende, men AaB var tættest på sejren.

Ove Pedersen overtog som træner i OB efter fyringen af Troels Bech og kan gå på juleferie som ubesejret på hjemmebane.

Men efter tre sejre i de første tre superligakampe hjemme på Tre-For Park med Ove Pedersen ved roret måtte OB nøjes med et point mod AaB i lørdagens kamp.

1-1 blev facit i efterårets sidste superligakamp for de to mandskaber efter 0-0 ved pausen.

Et fornuftigt og brugbart resultat for begge hold - og egentlig også retfærdigt, at begge hold får point ud af indsatsen i en glimrende fodboldkamp mellem to hold, der begge ville noget offensivt.

OB var spilstyrende i store dele af kampen og havde flest chancer, men AaB var tættest på sejren i slutfasen.

AaB kom til Fyn med store udfordringer. Kasper Risgård og Kenneth Emil Petersen var ude med karantæner og Rasmus Thelander nyeste navn på den lange liste over skadede nordjyske profiler.

Uden Thelander måtte AaB stille med et urutineret midterforsvar bestående af Kasper Pedersen og Jakob Blåbjerg, men duoen gjorde det ganske udmærket trods OB's overtag i spil og chancer.

Thomas Enevoldsen åbnede scoringen midtvejs i anden halvleg efter et skarpt AaB-angreb. En fin bold i dybden fra indskiftede Mathias Wichmann ned til lynhurtige Henrik Dalsgaard, der flot lagde på tværs til Enevoldsen, som sikkert eksekverede.

Enevoldsens hævn efter en situation midt i første halvleg, hvor han måtte se OB-målmand Mads Toppel leverede en pragtredning på en ellers fin afslutning af AaB'eren.

Men OB var ikke slået. Ni minutter senere fangede fynboerne AaB-forsvaret i ubalance og spillede sig igennem til en fin chance til Lasse Kryger. AaB-målmand Nicolai Larsen gav en retur, den var Rasmus Falk første mand over og scorede elegant til 1-1.

Syv minutter før tid fik AaB's Nicklas Helenius bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for offside, men der var optræk til chancer i begge ender helt frem til slutfløjt. Ikke noget fedtspil på Fyn.

Efter at have tabt de to seneste superligakampe til FC Midtjylland og FC København fik AaB tanket lidt selvtillid inden torsdagens vigtige udekamp i Europa League mod portugisiske Rio Ave. Her kan de forsvarende danske mestre sikre sig en billet til forårets knockoutfase.

OB kan forberede sig på vinterens transfervindue og allerede nu begynde på arbejdet forud for forårssæsonen med vished om, at holdet er kravlet op over nedrykningsstregen efter ansættelsen af Ove Pedersen.

OB er nummer 10 i Superligaen med 19 point, AaB nummer seks med 22 point.

Oversigt

    Oversigt