Advarer mod overset problem: Flere fynske både brændte sidste år

Professor Jens Lauritzen vil gerne sætte fokus på brandsikkerheden på lystbåde, for der er mange mennesker, der ikke er gode nok til at tage højde for den risiko, der er ombord.

Skal man ud at sejle – måske med nogle gæster ombord – er det med at kigge sine sikkerhedsforanstaltninger efter i sømmene og dele den viden, man har med de andre ombord.

For udbryder der først brand på din båd, er der flere ting, der er med til at gøre situationen farlig.

- Sidste år læste jeg om de her fire både, der udbrændte på vandet rundt omkring Fyn, og derfor satte jeg mig for at undersøge, hvorfor det her sker, siger professor Jens Lauritsen, der er en del af Ulykkes Analysegruppen på Odense Universitetshospital.

Professoren valgte at starte en undersøgelse om brandsikkerhed blandt sejlere.

Fra de 5.000 svar, han fik, kunne han udlede, at der i særdeleshed er tre ting, som udgør et sikkerhedsproblem.

Det gælder elsystemet, madlavningssituationen og motoren, fortæller han.

Jan Grevelund er en af dem, som er meget bevidst om, at der skal laves brandøvelse inden afgang.
Jan Grevelund er en af dem, som er meget bevidst om, at der skal laves brandøvelse inden afgang.
Foto: Morten Albek

Èn ting er dog, hvad der kan starte branden. Noget andet er, hvordan skipperen og de andre ombord håndterer det.

Jens Lauritsen siger, at halvdelen af dem, der svarede på undersøgelsen, sagde, at de ikke havde en telefon med på båden.

Sådan en, foreslår han, at man bringer med – eventuelt i et vandsikkert etui – for på den måde, er man bedre sikret, hvis der udbryder brand, der hvor skibets radio ligger.

Husk brandøvelsen

Derudover foreslår Jens Lauritsen også, at man altid laver en brandøvelse, inden man sejler ud. Så ved alle, hvad de skal gøre, hvis uheldet er ude.

Mange både er nemlig lavet i glasfiber, og det er et materiale, der brander særdeles godt.

Det kan lystsejler Jan Grevelund skrive under på. Han har inviteret TV 2 Fyn ombord på sin båd for at tale om brandsikkerhed.

- Tre dage efter vi hentede vores båd på Sjælland, udbrød der brand i en båd i havnen, og der udbrændte tre både på ti minutter.

Af samme grund tjekker Jan Grevelund altid udstyr, motor og slanger, inden han sejler. Ligesom at han instruerer gæster, der kommer med ombord, i, hvad de skal gøre, hvis det utænkelige skulle ske.

Jan Grevelund ved nemlig, hvorfor man skal være påpasselig.

- Glasfiber er et olieprodukt, og når først der går ild i det, udvikler det sig eksplosivt, siger han.

Oversigt

    Oversigt