Advarsel mod forurenet vand i Rudkøbing

Et par hundrede beboer i Rudkøbing blev onsdag formiddag via radio, løbesedler og højtalere advaret mod al brug af vand fra hanerne.  Ved en fejl er husholdningsvandet blevet blandet med forurenet fjernvarmevand. Beboerne kan tidligst bruge vandet igen på fredag.

-

Et par hundrede beboer i Rudkøbing blev onsdag formiddag via radio, løbesedler og højtalere advaret mod al brug af vand fra hanerne.  Ved en fejl er husholdningsvandet blevet blandet med forurenet fjernvarmevand. Beboerne kan tidligst bruge vandet igen på fredag.


Omkring 180 mennesker i Smedgade, Ramsherred og Vinkældervej i Rudkøbing har siden onsdag morgen haft forurenet vand i hanerne. Ved en lækage i en privat ejendom er drikkevandet blevet forurenet med bakteriefyldt fjernvarmevand.


\"Vi har kontaktet embedslægen og er blevet rådet til at at advare beboerne mod al brug af drikkevandet. Vi ved ikke hvor farligt vandet er, og beboerne må derfor hverken drikke vandet, lave mad med vandet eller vaske sig\", forklarer teknisk chef i Rudkøbing Kommune, John Kjær Andersen.


Grønt vand
Kommunen blev opmærksom på fejlen, da en beboer henvendte sig og gjorde opmærksom på, at vandet var meget grønt.  Kort efter blev beboerne i det berørte område advaret mod vandet via løbesedler, højtalervogne og meddelelser i Radio Fyn. Det er et sporstof i fjernvarmevandet, der gør vandet grønt.


\"Lækagen er stoppet nu, men der kan stadig være rester af det forurenede vand i vandrørerne. Derfor kan beboerne ikke bruge vandhanerne foreløbig\", siger John Kjær Andersen.


Kommunen har kun oplysninger om, at en enkelt beboer har drukket det grønne vand. Det skete da han lavede en kop kaffe.


Kommunen opstiller nu en vandvogn med 7000 liter vand ved Banegården. Her kan borgerne indtil videre hente det vand de skal bruge til drikkevand og madlavning.


Vandet til test
Derudover åbner kommunen for nogle nærliggende badefaciliteter, så beboerne i de berørte områder kan komme i bad.


Rudkøbing Kommune skal nu have hele vandsystemet i det berørte område skyllet igennem, og i løbet af et par dage vil kommuen tage prøver af vandet for at se om baktierieforekomsten er blevet normal.


Kommunen forventer tidligst, at de 180 bebeoere kan bruge vandet fredag.

Oversigt

    Oversigt