Afdød person identificeret

Den døde person, der blev fundet på Stærmosegårdsvej i Odense tirsdag eftermiddag blev onsdag identificeret. Der er tale om en ung kvinde, der formentlig har begået selvmord, oplyser Odense Politi.

Fandt sygesikringsbevis

De første rester af den døde blev fundet af to gartnere, der skulle rydde op i et buskads på en virksomheds grund på Stærmosegårdsvej tirsdag eftermiddag.

Ved undersøgelser på stedet onsdag fandt politiet et stort antal skeletrester og effekter, som menes at have tilhørt den døde. Blandt andet et sygesikringsbevis.

Efterfølgende kunne politiet ved hjælp af den afdødes tandsæt fastslå onsdag eftermiddag, at det stemte overens med ejeren af sygesikringsbeviset.

Var på besøg hos familie

Der er tale om en 22-årig kvinde, som boede i København. Hun var på besøg hos sin familie ikke langt fra findestedet, da hun forsvandt og blev meldt savnet i juni 2002.

Kvinden havde dengang svære psykiske problemer og det fremgår af efterlysningen fra 2002, at hun havde stjålet noget farlig medicin fra pårørende. Politiet formoder derfor, at hun har begået selvmord.

At hun ikke er blevet fundet før skyldes at ingen har haft brug for at færdes i det pågældende buskads. Firmaets gartnere har hidtil kun haft til opgave at slå græs på arealet.

Oversigt

    Oversigt