Affaldsaftale på plads: Fremover skal alle sortere ti typer affald

En ny aftale på affaldsområdet er faldet på plads. Det betyder blandt andet, at danskerne fremover skal sortere affald i ti forskellige typer.

Fremover skal alle husstande til at sortere endnu mere affald. Ti forskellige typer.

Det er en del af aftalen om en grøn affaldssektor, som tirsdag blev præsenteret i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

- Nogen vil sige, at vi står her 10 eller 20 år for sent. I de år har mange vidst, at den danske affaldssektor ikke leverer på den grønne front, siger klimaminister Dan Jørgensen (S) og fortsætter:

- Det ændrer vi nu. Vi sikrer, at der genanvendes mere og forbrændes mindre. Aftalen mindsker udledningen med 0,7 millioner ton. Det er meget. Det svarer til 300.000 benzinbiler, siger han.

Ordningen skal gælde fra 1. juli 2021.

En ensretning af affaldssortering blev foreslået af regeringen for en måned siden. Dengang mødte forslaget blandt andet kritik fra en fynsk forsker, som til TV 2/Fyn sagde, at forslaget vil give en række 'unødvendige ekstraomkostninger'.

- Man får unødige ekstraomkostninger, men man får ikke mere ud af det klimamæssigt. Tværtimod, sagde Henrik Wenzel dengang til TV 2/Fyn og tilføjede:

- Det er ikke særlig smart.

For mange forbrændingsværker

Udover en ensretning af affaldsorteringen er der også en række andre formål med den nye aftale.

Der er for mange forbrændingsværker i landet, så flere skal lukkes ned. Desuden er en "Ja tak"-ordning til reklamer fortsat på bordet.

Kommunernes Landsforening skal lave liste over de forbrændingsværker, som skal lukkes ned. Det får kommunerne seks måneder til.

De værker, som forurener mest og er mindst effektive, skal lukkes. Hensigten er, at kapaciteten bliver tilpasset den mængde affald, som kommer i fremtiden. Det fører til mindre forbrænding og dermed mindre CO2-udledning.

Folketingets partier minus Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er med i affaldsaftalen.

Det oprindelige forslag er droppet

Aftalen på affaldsområdet har stået på listen siden maj og er en del af klimahandlingsplanerne.

Dan Jørgensen havde en plan om, at de kommunale forbrændingsværker, der brænder affald af, skulle laves om til aktieselskaber og konkurrere mod hinanden. Men den plan er droppet.

Det har støttepartierne SF og Enhedslisten presset på for.

- Det er ingen hemmelighed, at regeringens oprindelige forslag var en hovedkulds privatisering af affaldssektoren, siger Signe Munk, SF's klimaordfører i en skriftlig kommentar.

- Det har vi forhindret, så vi også i fremtiden har politisk kontrol med vores affald. Netop politisk kontrol og CO2-reduktioner er centrale for os i denne aftale, siger Signe Munk.

Det er klimaordfører Mai Villadsen fra Enhedslisten enig i.

- Det havde været et fejlskud af dimensioner, hvis den første klimahandleplan var endt som endnu en privatiseringsøvelse, siger hun og fortsætter:

- Nu har vi i stedet fået en model, hvor affaldsforbrændingen bliver på fællesskabets hænder, og hvor vi politisk tager ansvar for, at vi genanvender mere og afbrænder mindre.

Her er fremtiden ved skraldespanden

 

Oversigt

    Oversigt