I det fynske folks tjeneste

Aflyst rejse: Op til seks ugers ventetid på at få pengene tilbage

Irene Krog har betalt for og inviteret hele familien med på ferie til Mallorca i juni. Men bliver rejsen aflyst, kan hun komme til at vente uger på at få sine penge igen.

Det tyder på, at dem, der skal have penge tilbage for aflyste rejser, må have tålmodighed. Foto: Apollo Rejser

Irene Krog fra Odense er allerede begyndt at kigge på mulige rejsemål i Danmark. For uge 24 har stået i kalenderen længe som ferieuge for ikke bare hende og manden, men også for deres børn, svigerbørn og barnebarn.

Familien glæder sig til at komme afsted sammen. Også selvom destinationen ikke bliver Spanien, men en adresse inden for landets grænser. 

Men så er der lige det med 58.000 kroner, som allerede er sendt afsted til Apollo Rejser. Irene Krog har læst, at Apollo Rejser ligesom de andre anerkendte danske rejseselskaber følger Udenrigsministeriets og Sundhedsmyndighedernes anbefalinger og rejsevejledninger.

Lige nu er kun rejser frem til 10. maj aflyst, og derfor nærer hun et spinkelt håb om, at familierejsen til Mallorca i starten af juni faktisk kan blive til noget. 

Men, spørger Irene, bliver rejsen aflyst, hvis Danmark åbner grænserne, og Spanien ikke gør?

Det korte svar er, forklarer Glenn Bisgaard, som er Apollo Rejsers kommunikationschef, at hvis Spanien ikke tillader rejsende fra Danmark, vil Udenrigsministeriet tilpasse rejsevejledningen derefter. Med andre ord vil rejsen blive aflyst, og Irene kan få sine penge tilbage.

Læs også Sommeren nærmer sig: Kan man blive smittet med coronavirus, hvis man bader i havet?

Lang ventetid

Irene og familien er forberedt på, at de måske skal pakke vindjakker i stedet for badetøj til ferien. Men spørgsmålet er så, hvornår pengene i givet fald er trygt tilbage på Irenes konto?

Her er budskabet fra Apollo Rejser knap så opmuntrende. For det var først i går, at rejseselskabet begyndte at betale penge tilbage til de rejsende, som har fået rejser aflyst i det, der bliver kaldt "den første bølge". Altså rejser tilbage til den 13. marts og frem til den 13. april. 7000 ferier drejer det sig om. Og puklen er så stor, at man lige nu skal regne med at vente seks uger på at få sine penge tilbage for rejser, der skulle have været afholdt frem til 10. maj.

For Irene Krog betyder det, at hun lige nu ikke alene tålmodigt må vente på den næste melding fra regeringen om, hvorvidt grænserne forbliver lukkede efter den 10. maj. Men derefter mindst seks uger yderligere på at få sine penge tilbage.

Læs også Oliver skal på udveksling til sommer: Kan vi få pengene tilbage, hvis USA lukker?

Hurtig behandling

Hos et andet af de danske rejseselskaber, Primo Tours, har man lige nu masser af ferier til eksotiske rejsemål til salg for både maj og resten af året. Alligevel går pengene også her stort set også kun én vej lige nu. Og det er ud af charterselskabets konto og ind på danskernes. Men her skal man kun regne med at vente to uger på at få sine penge, fra ens rejse bliver aflyst, fortæller direktør Bjarke Hansen.

- Vi vil faktisk helst betale pengene tilbage hurtigt, for de trækker negativ rente på vores konto, forklarer han. 

Primo Tours begyndte allerede at refundere rejser omkring den 20. marts. Med andre ord næsten en måned tidligere end Apollo Rejser. Årsagen er, at Primo Tours i modsætning til Apollo Rejser, med det samme valgte at refundere rejserne ud af egen lomme, mens Apollo Rejser har ventet på, at en 1,5 milliarder kroner stor hjælpepakke til Rejsegarantifonden, blev iværksat. En pakke, som Folketinget ellers vedtog allerede den 19. marts.

- Det vigtigste signal for mig at sende er, at folk nok skal få deres penge, siger Glenn Bisgaard. 

- Og at vi arbejder så hurtigt, vi kan. Der kommer flaskehalse rundt omkring, og vi har sendt en del medarbejdere hjem for at minimere tabene. Vi håber, at kunderne vil væbne sig med tålmodighed.

Spørgsmål fra en fynbo

Mallorca uge 24. Selv om Danmark åbner og der må flyves, hvordan ved vi så, om Spanien er klar til gæster? Pakkerejse booket i februar.

Irene Krog

Artiklen er blevet til på baggrund af et spørgsmål fra en fynbo. Du kan stille dit spørgsmål til det, du undrer dig over i din hverdag her på Fyn under corona-udbruddet via formularen her, som du også finder via dette link.