Akut lukning af motorvej: Kraftig regn har undermineret vejen

Et stykke af Fynske Motorvej bliver akut lukket for trafik. Vejarbejde og kraftig regn har undermineret motorvejen.

Opdatering
Clock18. maj 2021, kl. 07:35
Fyns Politi kan tirsdag morgen meddele, at vejarbejdet er overstået, og at morgentrafikken afvikles fint.

Bilister på Fynske Motorvej skal forberede sig på endnu flere trafikgener. 

Et akut vejarbejde lukker nemlig Fynske Motorvej for trafik i vestgående retning fra mandag aften klokken 19.30 til tirsdag morgen tidlig klokken 06.00 mellem rampeanlæg 56 Ejby og rampeanlæg 57 Nørre Aaby. Der vil være skiltet omkørsel.

Det skriver Vejdirektoratet.

I modsatte retning vil der samtidig være ét spor farbart fra klokken 19.00 mandag aften til klokken 06.00 næste morgen.  

Indtil kl. 19.30 er hastigheden sat ned til 50 km/t forbi stedet tæt på Nørre Aaby.

Vejdirektoratet forventer kø og forlænget rejsetid på strækningen. 

Ifølge Vejdirektoratet sker det akutte vejarbejde på grund af kraftig nedbør og anlægsarbejde, der har forårsaget erosion af jorden under motorvejen.

Det betyder, at der er risiko for revner og underminering af motorvejen.

Det er stykket mellem afkørsel 56 Ejby og 57 Nørre Aaby, der bliver spærret på grund af akut vejarbejde.
Det er stykket mellem afkørsel 56 Ejby og 57 Nørre Aaby, der bliver spærret på grund af akut vejarbejde.
Foto: Vejdirektoratet